Det meste af lidelseshistorien er så dramatisk og uhyggelig, at den kun kan udtrykkes i brutale tordenbrag, forvrængede lydeffekter og hundrede sangeres gentagne, insisterende brøl.
Sådan blev den noget tvivlsomme konklusion på Torsdagskoncerten i hvert fald. Skotske James MacMillan brænder i sjælden grad for at formidle sin stærke, katolske tro og den barske del af Bibelen i voldsomt udtryksfulde toner. Helt konkret har han flere påskeværker på samvittigheden, og hans Johannespassion var derfor en oplagt anledning for DR til at lære danskerne ham bedre at kende. En rigtig tung affære 50-årige MacMillan hører, både som dirigent og komponist, i øjeblikket til blandt de mest omtalte af slagsen på De Britiske Øer. Skåret ind til benet blev hans 90 minutter lange passion en rigtig tung affære. MacMillan har tydeligvis et frit og ukomplicerede forhold til musikhistoriens forskellige udtryk, og han tillod sig derfor hæmningsløst at illustrere bibelteksten med alle mulige lånte effekter uden tydelig linje eller struktur. Vi fik glimt af barokmusik, tressernes krydrede klangkompositioner, sitrende senromantisk nervøsitet, grandiose filmmusikalske vendinger og middelalderpasticher som dem i Carl Orffs Carmina Burana. Temmelig meget af det hele, og MacMillan løb da også ret hurtigt tør for trin på volumenknappen. De store pulserende, konkluderende brag og kraftfulde stemmeflader, der til at begynde med imponerede med tyngde, blev allerede midt i første halvleg mere til udtryk for komponistens manglende evne til at kunne fortælle en pointe om afmægtighed uden at være nødt til at råbe. Et smukt syngende DR kor Oplevelsen var iscenesat i et gigantisk setup. Tre kor, den smukt syngende Jesussolist Mark Stone og læssevis af orkestermusikere. Teksten var den gængse fra Johannesevangeliet – fra Jesu tilfangetagelse til hans død – suppleret af små tekststeder på latin, Stabat Mater-hymnen og den katolske langfredagstekst ’Bebrejdelserne’, hvor Jesus uforstående anråber jøderne.
