Det er ikke kun i fodbold, at det føles helt genialt, når ens arvefjende får tæsk – især når benævnte fjende har både hjemmebanefordel og bookmakerne på sin side.
Og det havde min arvefjende, når det kommer til spillesteder herhjemme, da amerikanske Queens of the Stone Age lagde vejen forbi den højloftede cykelhal Forum på Frederiksberg fredag aften.
Ikke alene var der kun halvt fyldt i den store betonklods, der kan huse 10.000 stående gæster. Og det til trods for at bandet spillede på Roskilde Festivalens Orange Scene i den magelige søndagssol på festivalens sidste dag denne sommer.
LÆS OGSÅ Stenalder-bøller var træfsikre og en smule åndsfraværende
For selv om det var en af de mindre mindeværdige af bandets koncerter, var den stadig et solidt bevis på, at Queens of the Stone Age er et af de få bands, der både har formatet, sangene og ikke mindst frontmanden til at kunne betvinge de helt store scener.
Det er det, de kan. Også selv om koncerten begyndte i stiv, dansk sennovembermodvind, hvor al lyd fra scenen forsvandt i 20 sekunder – det svarer til en ørkenvandring i en rocksang – under aftenens bare tredje nummer.
Og da bandets notoriske spydspids, den rødhårede kæmpemand Josh Homme, forsøgte at sige noget i sin mikrofon, da sangen var slut, var der heller ikke hul igennem.
En elefant i en galsbutik
Ligeledes vaklende fremstod selvsamme frontmands normalt klokkeklare falset i de første numre.
Selv hans smørbløde fuldregister tenderede det hårdtprøvede på kæmpehittet ’No One Knows’ og en ellers fornøjeligt tung ’Burn the Witch’.
Hvilket hører med til sjældenhederne hos det californiske svar på Ayers Rock, der ellers har for vane at synge med samme usvigelige sikkerhed, som hans hærdebrede korpus gentagne gange hamrede ind i kollegaen Dean Fertitas sagesløse keyboard med.
Josh Homme er tydeligvis på alle måder en elefant i en glasbutik at være i band med. Manden fylder alt. For det er hans band. Her er det ham, der bestemmer.
Northside har booket rødhåret rockkæmpeOg selv om han fra scenen kunne stirre ud over et uforløst hav af kulørte, tomme plasticstole på Forums bageste kæmpebalkon, virkede det som om, han undervejs tog en beslutning om, at hvis man ikke har den, er man nødt til at tage den.
Og så blev det rigtig godt. Måske fordi Queens of the Stone Age med årene er blevet så selvkørende et foretagende, at de ikke alene tåler lidt modstand – de har tilsyneladende ret godt af det.
Noget de aldrig for alvor kom i nærheden af på Roskilde i år, hvor de stod med sol i fjæset og lirede hits af, imens Homme rutineret vred sine brede hofter og fyrede one-liners af.
En ægte leder
Fredag var tydeligvis en noget sværere dag på kontoret. En af de dage, hvor vi andre taber kaffen ned i tastaturet, sender mails til de forkerte og snubler i kantinen med en fyldt tallerken.
Og netop derfor blev koncerten så meget større, da Homme bakket op af et særdeles elskeligt publikum rankede ryggen for at gøre det, han er bedst til.
At lede, styre og regere et rockband af den tungere slags med både humor, overskud og, ja, åbenbart også evnen til at indse, at man kan have en seriøst dårlig dag.
Og samtidig vende den til en af de sjoveste rockkoncerter, jeg længe har set komplet med impulsive sætlistetilføjelser som publikumsfavoritterne ’Feel Good Hit of The Summer’, ’I Wanna Make It Wit Chu’ og ’Go With The Flow’ i rørende effektiv slalom med repertoirets mere udknaldede sider.
Et storsmilende publikum
»Vi kommer til at spille lidt længere end planlagt. I kan bare blive hængende, til I bliver trætte af det«, lød det koket fra Homme, inden totimersmærket passerede aldeles ubemærket hen med en monumental version af den i forvejen storslåede nærdødshymne ’I Appear Missing’, der gled majestætisk langt ud over albumudgavens seks minutter, under kyndig styring af Hommes falset, der i parløb med hans guitarspil blev bedre og langt mere eksperimenterende og legesygt som aftenen skred frem.
LÆS OGSÅ Rockikoners nyeste album losser sig direkte ind i hjertekulen
Han er en mand, hvis musikalske løbebane begyndte med timelange stonerrockede jamsessioner i Palm Desert, og derfor var det nærmest rørende at opleve den store træmand som dansende løssluppen maestro med fede slanger af dovent luksuriøse guitarfigurer på numre som ’Better Living Through Chemistry’ og den afsluttende ’A Song for the Dead’.
Og dermed endte alt lykkeligt. Forum mødte sin rødhårede overmand, og det rødkindede, svedende og storsmilende publikum fik den koncert, de havde fortjent.
Man skal nemlig helst ligne en, der lige har været ude at løbe, når man har set Queens of the Stone Age.
fortsæt med at læse
