Midtvejs i koncerten med engelske Jarvis Cocker kom bekendelsen. »I will kill again«, lød det i sangen af samme navn, og det var jo lige præcis dét, man håbede på. At den begavede laps fra 1990’ernes britpopfest har sit dræberinstinkt intakt og med bidende præcision kan reflektere sin samtid og sætte tingene i relief med en uafrystelig popsang.
Søndag aften i et godt fyldt Store Vega var Jarvis Cockers røntgenblik bag det tykke brillestel stadig skarpt og velformuleret, men bandet, der skulle løfte sangene og sætte dem fast hos publikum, holdt sig alt for længe og alt for pænt i baggrunden bag den virile hovedperson. Jarvis tanker om H.C. Andersen Stadig cool, ranglet og ulasteligt iklædt en løst hængende jakke indtog Jarvis Cocker scenen til et forventningsfuldt brøl. Sammen med sit fem mand høje band lagde han ud i højt tempo med den effektive ’Fat Children’ fulgt af de mere storladne pophymner ’Don’t Let Him Waste Your Time’ og ’Heavy Weather’.




























