Abstinenserne oven på Roskildefestivalen skulle dulmes onsdag aften, og et halvfyldt Store Vega var klar til at rocke igennem med de fem newyorkere i Clap Your Hands Say Yeah. Men inden det ellers tændte publikum overhovedet nåede at komme op i omdrejninger, lagde kvintetten en dyne over begejstringen med uengageret og indadvendt optræden. Materialet fejler ellers ikke noget hos Clap Your Hands Say Yeah. Siden de med internettet som affyringsrampe blev en af den amerikanske indiescenes store gennembrud i 2005, har de fortjent høstet både publikums opmærksomhed og kritikerros verden over for deres to indierockende plader, hvor de mestrer kunsten af skrue en skæv popsang sammen, så den både smitter og stritter imod. Gjorde deres pligt Fra åbningstracket ’Heavy Metal’ stod det dog klart, at Clap Your Hands Say Yeah ikke havde tænkt sig at gøre større væsen af sig, men få koncerten overstået uden de store udsving på richterskalaen.
Ud over at lyden var alt for lav, stod de fleste bandmedlemmer ofte med ryggen til publikum og filede støjende og improviserende løs på sange som ’Is This Love’ og ’Ice’, mens rytmebunden flyttede sig derudad som et skramlende nattog og forsanger Alec Ounsworth gjorde lige præcis sin pligt med den skingerlyse David Byrne-vokal. Men det var uden nerve og den stramhed, deres sange kræver for at fungere. Efter ’Over And Over Again’ fik koncerten lidt mere krop, og bandet kiggede op fra deres snørebånd, men det var ikke nok til at slette indtrykket af et band, der mere spillede for sig selv og hinanden end for et ellers dedikeret publikum. Og det kan de jo sådan set gøre hjemme i øvelokalet i Brooklyn.
