Øv. Da Clap Your Hands And Say Yeah fra Brooklyn i New York debuterede i 2005, var det en mindre sensation. Et ekko af 60’ernes opreklamerede ’summer of love’ omsat til underlig, men energisk og melodisk musik. Præsenteret af en sanger, der lød som en kåd, yngre udgave af David Byrne, sangeren i Talking Heads. Hvordan følger man så sådan en debut op efter at være kanoniseret som de ukronede konger af indie, undergrund og almindelig underlighed i diverse blogs op?
Desværre ved at kanonisere underligheden, rendyrke den og derved stort set dræbe sit eget særkende og charmen. Clap Your Hands And Say Yeah har sat tempoet ned og gør fra første skæring, titelnummeret, alt for at lyde mærkeligt og være anderledes.’ Some Loud Thunder’ er egentlig en melodiøs lille flipper af en sang, men udsættes for så meget forvrængning og så mange effekter, at nummeret ganske enkelt lyder ad helvede til på en virkelig irriterende måde.
