Det ligner et gammelt pergament, rumvæsener har glemt, da de var forbi for tusind år siden. Coveret på det andet album fra Steven Ellison, der kalder sig Flying Lotus, guldstråler i alle verdensrumshjørner fra en rund sort plet, mens det indeni myldrer med kryptiske tegn, kultiske koder og geometriske figurer i falmede farver.
Mysteriet fra Californien
Det er lige så gådefuldt og dragende, som det lyder, når man sætter lasernålen i ’Cosmogramma’ og lytter til de 17 relativt korte kompositioner, der kommer hvirvlende ud af højtalerne.
Flying Lotus er en 26-årig californisk lydtroldmand, der med musikalsk snilde og teknologisk smidighed formår at smelte, svejse og sy hiphop sammen med jazz, elektronisk klubmusik og musique concrète til en både rislende behagelig og polyrytmisk eksploderende helhed.
Det store mysterium er egentlig: hvor kommer al den musik, alle de lyde, alle de rytmer fra – og hvordan har Flying Lotus fået det hele til at være på samme album uden at spilde?
Tavs opera
Selv kalder Flying Lotus albummet for en »space opera«, og underbygger de rumspejdende associationer med titler som ’Do The Astral Planet’, ’Zodiac Shit’ og ’Satelllliiiiiteee’.
Uden ret mange vokaler er det en ret tavs opera, men nu er det lydtomme verdensrum selvfølgelig heller ikke det bedste sted, hvis man vil synge arier til hinanden. Og lydløs er det sidste man kan sige om ’Cosmogramma’.
Lag på lag på lag bygger Flying Lotus sine kompositioner op. Et raslende beat under lavtflyvende synthflader bliver forceret fremad af en free jazzet basgang, gennemhullet af skudlyde fra et arkadespil, skærende metalstøj eller tv-seriecitater og svøbt i et nænsomt korarrangement, en klagende trompet eller en velarrangeret strygersekvens.
Hvis ikke det hele bliver skubbet helt ud på kanten af de uregerlige lydbølger af en verdensmusikalsk omgang congas eller en helt 11. form for lyd. Futuristisk hiphop Det er svært at finde fodfæste her, og det er også meningen. Fusionsprofessoren Flying Lotus er et komplekst og medrivende bekendtskab, der alligevel formår at kontrastere sine konstante tempo- og retningsskift med en ro og varme, der gør albummet til en nydelse frem for en forvirrende lydtornado. Flying Lotus leger futuristisk med hiphopdisciplinen turntablism, hvor stumper og stykker fra et gigantisk vinylplade-bibliotek bliver klippet sammen til et nyt spraglet udtryk. Det er præget af en rasende rastløs energi, en stærk jazz-impuls, cinematiske passager og en gyngende produktion, der fortsætter sporet fra 2008-debuten ’Los Angeles’. Dengang var Flying Lotus en af arkitekterne bag genren wonky, der blandede alt fra hiphopstilen crunk og electro til basgenren dubstep for at slynge det komprimeret rundt i lydbilledet, så man nærmest blev køresyg af at høre på det. Lydnørdfavorit Nu er han mindre vakkelvorn, men ikke mindre grænseløs i sit musikalske spindelvæv.
