Der er forventninger, man drømmer om at få indfriet. Og så er der de negative, man foretrækker at få afkræftet.
Som den med at Pete Doherty fra The Libertines og Babyshambles ofte svigter sine aftaler.
Det omdømme levede han op til fredag, hvor han skulle have stået på en scene i Søndermarken sammen med resten af Babyshambles.
LÆS OGSÅ Vanguard Festival: Vi vil gerne have navne, som ikke har haft et hit i tyve år
Han nåede ikke sit fly fra London til København, lyder den officielle forklaring på, at den misbrugsplagede sanger, guitarist og sangskriver var fraværende.
I stedet fik danske Reptile Youth den ikke helt taknemmelige opgave at trække publikum til en af den i hvert fald ikke overbesøgte Vanguard Festivals to scener.
Blød som fløjl og ru som frotté
Tyndt befolket var der også oppe ved festivalens mindre scene tidligere på eftermiddagen. Her gjorde svenske Neneh Cherry ellers alt, hvad hun kunne, for at få flere til at afbryde solbadningen, rejse sig og leve sig ind i en performance, hvor hun sammen med RocketNumberNine alias brødrene Tom og Ben Page fortolkede en række numre fra ’Blank Project’, hendes første soloalbum i 18 år.
At holde sig inden for en bestemt genre eller gentage sig selv, som hun lød engang, ligger Neneh Cherrys væsen fjernt.
Allerede på debutalbummet ’Raw Like Sushi’ fra 1989 fremstod hun udfordrende og nyskabende med sin blanding af rap og pop. Siden trak hun sig i lange perioder fra hele musikbranchemaskineriet for at tage sig af sine tre døtre.
Mellem næsten alle numrene fra ’Blank Project’ snakkede hun i få sætninger om tid – og især om tid som noget overvurderet og meningsløst noget at prøve på at indhente. I sin musik var hun – også – sig selv.
Til RocketNumberNines trendignorerende blide passager og voldsomme anfald af electronica, drum’n’bass, triphop og rock både dansede og trampede hun rundt på scenegulvet i sine limegrønne Adidas, mens hun sang sine nye numres stemninger af blues.
Mest kendt er Neneh Cherrys stemme fra ældre hits som ’Manchild’, ’Buffalo Stance’ og duetten med Youssou N’Dour i ’7 Seconds’. Af dem var det kun ’Buffalo Stance’, hun halvt rappede og halvt sang i Søndermarken, hvor den var omarrangeret til det ukendelige og tabte sit statement ’no moneyman can win my love’.
Langt bedre kom hendes stemme til sin ret i nye numre, hvor den bærer melodierne. Som et udtryksrigt instrument uanset humørets temperaturer er hendes genkendelige vokals klang. På samme tid blød som fløjl og ru som frotté lægger den sig ind under huden, og hun må gerne komme tilbage snart. Helst for at synge i en mørkelagt klub og ikke under en distraherende sol.
Rå og muntre svenskere
Samme betingelser, men lidt flere lyttere havde Göteborgs sjove, skarpe poporkester Little Dragon med den ihærdige svenskjapanske sangerinde Yukimi Nagano.
Råt, muntert og i fuld fart stregede hendes pudsigt tegneserieagtige stemme melodierne op i et sammenspil, hvor trommer og elektriske tangenter i øvrigt spillede i alle mulige retninger. Yukimi Nagano har i øvrigt ligesom Neneh Cherry optrådt på et af Damon Albarns Gorillaz-projekter.
LÆS OGSÅ Rock-kvartet leverede intens psykedelisk koncert i sidste time
I Little Dragon sørger hendes stemme for, at man i farten griber noget genkendeligt i numre så rummelige, at det nogle gange er svært at ane konturerne af dem.
Som fredagen skred frem, fandt flere vej ind gennem billetsalget. Søndermarken er en fantastisk ramme om musikarrangementer, og plænen foran scenen var godt fyldt, da fredagens udenlandske hovednavn, den uforlignelige George Clinton og hans funkcirkus, improviserede sig i gang.
Samme tricks årti efter årti
Kommer det en dag så vidt, at den 73-årige bandleder ikke længere selv kan styre udøverne af den funk, han var med til at skabe tidligt i 1970’erne, kommer de to snese musikere og sangere i hans grupper Parliament og Funkadelic til at tage tørnen selv.
Det klarer de. De har allerede i årevis domineret Clintonfamiliens gennemmusikalske ’mothership of funk’, og når det hold artister swinger igennem, bliver man hver gang mindet om, hvad et rigtigt groove er.
Det er sådan noget, der sætter sig i enhver nerve i benene, fordi det spilles så stramt og så gyngende, at lægge bliver elastiske, tiden bliver ligegyldig, og smil kommer helt af sig selv.
Hør koncerter fra Skanderborg Festival gratisMens Clintons erfarne kumpaner under koncerten afbrød deres groovy gengivelser af ’One Nation Under a Groove’ og andre agtværdige klassikere, gik der inerti i sammenspillet og rod i lyden, som i forvejen ikke var noget at skrive hjem til Florida om.
Selv om man stillede sig næsten helt oppe i nakken på lydmanden, var det ingen fornøjelse at høre for eksempel en længere saxsolo eller et konformt soulnummer sunget af mesterens børnebørn.
Truppens svar på en hvid klovn, en smækker, hypermobil danser med bar overkrop, leverer de samme tricks årti efter årti, og det samme gør George Clinton sådan set selv.
Når balladen swingede, og det gjorde den heldigvis i lange forløb, kunne det her band imidlertid slippe godt af sted med hvad som helst.
fortsæt med at læse
