Egentlig er der noget forsonende menneskeligt ved helte, der synliggør deres fejlbarlighed.
New Yorks kvartet Television kunne være taget til Pumpehuset i København for minutiøst at gennemspille debutpladen ’Marquee Moon’ fra 1977, som siden har optrådt på stort set enhver prestigegivende liste over den vestlige verdens vigtigste albumudgivelser.
Men det var ikke sådan, Television mødte skaren af fans tirsdag aften.
Øvelokalestemning
I stedet trissede sanger, guitarist og sangskriver Tom Verlaine, bassist Fred Smith, trommeslager Billy Ficca samt guitarist (siden 1997) Jimmy Rip ind på scenen i den tropisk varme klub og gik i gang med at afstemme lyden, finde tonerne og fange rytmen uden at klare nogle af delene godt.
Ærligt talt var der en øvelokalestemning over al den instrumentale jammen og også Verlaines ellers effektivt minimale sangforedrag i de første numre.
Når sangene sluttede, var der ikke grund til at klappe ad andet end den status, bandet og ’Marquee Moon’ har, fordi Television i slutningen af 1970’erne var med til at skabe lyden af amerikansk new wave og art rock ved at blande minimalistiske rytmer, køligt kommenterende vokaler og følsomt udforskende melodisk guitarspil på cool facon.
Vandkæmmet sydstatsmand gav publikum et chokAt Television mildt sagt ikke har haft stor produktivitet siden, og at Tom Verlaine langt fra opsøger offentlig opmærksomhed, har blot forstærket myten.
I koncertens første del kunne man skåne ørerne for skuffelsen over musikken og i stedet bruge øjnene til at konstatere, at mange blandt publikum har været fans i årtier, og at 64-årige Tom Verlaine ser lige så skarp ud, som han gjorde i 1977.
Fandt rytmen og lysten
Heldigvis fandt Television både rytmen og lysten og gav sig til at spille, så der var grund til at stå i Pumpehuset og smile ved sig selv under numre som ’Friction’, ’Venus’ og især ’Marquee Moon’.
Ikke nok med at Billy Ficcas slag sad, hvor de skulle, og at Jimmy Rips guitar kommunikerede lige så godt med Tom Verlaines, som Richard Lloyds oprindelig gjorde det. Eller at Tom Verlaines slanke og kølige stemmeudtryk begyndte at virke som den helt rette kontrast til den større sanselighed i guitarspillet.
Tom Verlaine gav sig tid og plads til at improvisere væk fra det beundrede forlæg i guitarsoli, som trak pladens i udgangspunktet lange titelnummer ud til en vedkommende og intens psykedelisk rockforestilling af en anden verden.
Funklede som månen
Hvor Verlaines vokal har et begrænset udtryk, har hans guitar til gengæld et nærmest ubegrænset.
Til de andre musikeres lavmælte, rytmiske akkompagnement tog Verlaine engageret af sted på en udflugt, hvor han i længere episke forløb fik sit instrument til at funkle som den der måne, når den lyser uhæmmet igennem.
En musikalsk odyssé fra kongen af britpoppenIndimellem sænkede han sit tempo, trak vejret og lod indtryk sætte sig, før han igen satte af og fandt nye melodier i løbet af de mange minutter, ’Marquee Moon’ varede.
De momenters sammenspil var der ikke meget minimalistisk new wave over. I stedet forærede han sit publikum elektrisk, rockmusikalsk udforskning lige så personlig, psykedelisk og rislende fyldestgørende, som man engang forventede det af Jerry Garcia.
Kan stadig overraske
Skidt med at den samlende afslutning på ’Marquee Moon’ og andre af den korte koncerts sene numre måske nok haltede lidt.
Da bandets instrumentalister først fandt hinanden, var de ikke til at skille ad, så længe koncerten varede, hvilket blot var fem kvarters tid.
Også i ekstranumrene ’Little Johnny Jewel’ og ’Glory’ spillede Television helt anderledes tilstedeværende end i begyndelsen. Heldigvis.
Der er noget opløftende ved helte, der stadig kan overraske og henrykke.
fortsæt med at læse
