»Fuck the police«, havde The Pharcyde overhovedet ingen problemer med at få en stor forsamling til at råbe med på under lørdagens koncert på Vanguard.
Forudsigelige opråb for at skabe fællesskabsstemning har deres egne koder inden for rap, ligesom de har det inden for rock.
Los Angeles’ garvede rappere i The Pharcyde var på hjemmebane på den københavnske festival, som med få undtagelser viede hele dagsprogrammet til old school rap.
Det trak langt flere mennesker i Søndermarken, end fredagens blandede og ikke voldsomt interessante program med funk, pop og rock gjorde.
Skuespiller på scenen
Da Dante Terrell Smith begyndte sin rapkarriere under kunstnernavnet Mos Def for 20 år siden, var interessen for rap i Danmark så beskeden, at en festival som Vanguard var utænkelig.
Tidligt lørdag aften samledes nogle tusinde mennesker foran scenen, hvor Mos Def, der nu kalder sig Yasiin Bey, sammen med sin dj lagde ud med at spille en herlig doven, flødefed melodi, der kunne være intro til en blaxploitationfilm fra 1970’erne.
Hiphoppens troldmand er en afrikansk-europæisk bastardUd over den lange karriere som rapper har han også efterhånden en solid erfaring som skuespiller, hvad man sagtens forstår, når man oplever ham live på en scene som Vanguards. Udadvendt, legende og lydhør over for sit publikum var han fra begyndelsen af koncerten i tråd med den oprindelige new yorker-rap.
»The African diaspora called Brooklyn«.
Hverken en lang pause sidst i koncerten eller lidt for megen snak mellem flere af numrene gjorde dog noget godt for sammenhængen i showet med Yasiin Bey, der rigtig mange gange fik nævnt, at han er fra »the African diaspora called Brooklyn«.
Men det sympatiske, velsyngende og socialt engagerede idol var sammen med Pharcyde og Method Man & Redman med til at overbevise om, at Vanguard Festival kan bære at fokusere mere konsekvent på rappen fremover.
Vanguard Festival: Vi vil gerne have navne, som ikke har haft et hit i tyve årFørst og fremmest er der et stort publikum parat til at opleve et par dage med hiphop i alle afskygninger fra det ældste til det nye og fra både ind- og udland. Derudover kan det give den unge festival, hvad den ikke rigtig har i den brede befolkning endnu: en klar kunstnerisk profil. Faktisk taler ingenting imod, at Vanguard går den vej.
Gratister lyttede med
Længe før solen begyndte at gå i seng lørdag aften, var stemningen høj blandt publikum, og det ikke udelukkende fordi mange havde røget alt muligt andet end en af de stråhatte, nogle fyre render rundt med. Også uden for det indhegnede festivalområde var der fest.
Rigtig mange var taget i Søndermarken som gratister. De færreste kunne stå så snedigt, at de kunne se scenerne. Men alle kunne høre lidt af, hvad der foregik. Og inden aftenens hovednavn, The Roots, gik på, havde store flokke af nysgerrige samlet sig udenfor.
The Roots går i stik modsat retning af sorgløse Jimmy FallonMan kan indvende mod Vanguards hovednavn, at rapperne og musikerne i Philadelphias The Roots har været i Danmark adskillige gange før og efter 27 års sammenspil næppe kan kaldes en nyhed.
Ikke desto mindre var det også denne gang forbløffende fantastisk at opleve de livespillende, jazzet improviserende og alt andet end genreminimalistiske musikere og rappere få jorden til at gynge og lillehjernen til at danse.
Blandt rapfans har The Roots været legender længe. I de bredere befolkninger også herhjemme har bandet fået stor gennemslagskraft i takt med, at tv-værten Jimmy Fallons popularitet er vokset. I 2009 blev rapperen Black Thought og bandlederen Questlove husorkester i showet ’Late Night with Jimmy Fallon’.
God afslutning
The Roots fulgte med Fallon, da han tidligere i år blev vært for tidens mest ombejlede mainstream-underholdningsprogram, ’The Tonight Show’. Det har givet bandet et større og yngre publikum, og en del af de nye fans var selvfølgelig til Vanguard for at se og høre idolerne.
De kan næppe være blevet skuffede. Under cyklamenfarvet scenelys underholdt bassister, guitarister, trommeslagere, keyboardspillere, rappere og messingblæseren Tuba Gooding Jr. med et sammenspil, der var sikkert, tung og sejt, men også godt udfordrende.
Costello og The Roots brillerer i musikalsk popallianceMens rytmesektionen holdt beatet, begav de to keyboardinstrumentalister sig ud i en duo, der bød på skævt og alarmerende skingert tangentspil. Modig og på sin plads i sammenhængen var også en tubasolo, en smidig, sungen flirt med kendte strofer fra et Donna Summer-hit og en ekshibitionistisk elguitarsolo i endnu et personligt fortolket covernummer – Guns’N’Roses’ ’Sweet Child O’Mine’.
Bedre afslutning end koncerten med The Roots kunne Vanguard ikke have fået.
fortsæt med at læse
