I 2001 var Baloji ved at blive smidt uigenkaldeligt ud af Belgien. Han var kommet til landet som treårig og havde siden boet der i de næste tyve år, de sidste tre uden at have orden i sin opholdstilladelse.
Nu var han blevet placeret i et detentionscenter for papirløse udlændinge i Bruxelleslufthavnen Zaventem med henblik på permanent udvisning. Men hans papirer blev fornyet på målstregen.
»Men det mindede mig om, at jeg ikke er belgier hele vejen igennem«, siger Baloji med rolig, dyb stemme, da han taler med Ibyen over telefonen fra sit hjem i den belgiske by Gent.
Rejser til Kinshasa
Den del af Baloji, der ikke er belgisk, har rødder i det, der i dag er Den Demokratiske Republik Congo, hvor han blev født i 1978. Dengang landet hed Zaire.
Og det er netop Balojis særegne blanding af det belgiske og det congolesiske, der har vakt opsigt på den internationale musikscene og fået den indflydelsesrige dj Gilles Peterson til at anbefale ham i sit radioshow på BBC og den musikalske brobygger Damon Albarn til at invitere ham med i koncertprojektet Africa Express.
LÆS OGSÅ Heroisk troldmand serverede krigssange udført med kærlighed
Balojis seneste album, ’Kinshasa Succursale’ fra 2011, er opstået gennem tilbagevendende rejser til Kinshasa, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, hvor Baloji gennem de seneste år har opsøgt og samarbejdet med lokale musikere og sangere for at opnå albummets sammensatte musikalske udtryk.
Resultatet er en kombination af hans egen fransksprogede vredladne rap og inspirationer fra congolesisk traditionel og urban musik – kvidrende guitarer, skærende funky blæsegrupper eller den umiskendeligt metalliske afrikanske likembé, lejlighedsvis udsat for vrængende distortion i produktionen.
Og han udvikler musikken og spiller sammen med lokale musikere fra Kinshasa.
Brev fra mor
Men Balojis musikalske dannelsesrejse ind i hans kulturelle arv er af senere dato. I mange år var kontakten med moderlandet stort set ikkeeksisterende.
Han kom til verden i landets næststørste by, Lubumbashi, som det håndgribelige resultat af en affære mellem en forretningsmand af congolesisk afstamning, som boede i Belgien, og en fattig lokal pige.
Da Baloji var tre år, sendte hans mor ham til Belgien for at leve sammen med sin far og hans slægtninge. Inden Baloji blev teenager, havde han imidlertid mistet kontakten til faderen, der var rejst tilbage til Congo for at passe sine forretninger der, og siden 1992 har Baloji ikke hørt fra ham.
Teenageårene i Belgien var utilpassede, og han trivedes ikke hos sin stedfamilie. Han blev småkriminel, men fandt tilflugt i hiphoppen. Han forvandlede sig til MC Balo og var med til at danne den succesfulde belgiske gruppe Starflam, som han i 2004 forlod for at gå solo under navnet Baloji, der betyder troldmand på swahili.
Året efter modtog han et brev, der for alvor var med til at vække hans ønske om at gense landet, hvor han blev født. Det var hans mor, der skrev og dermed brød mere end 20 års tavshed. Først var han ikke sikker på, at det virkelig var hans mor. Det kunne lige så godt være en, der ville lokke penge ud af ham, tænkte han.
»Der er mange bedragere. Det er en del af spillet, en del af den her nord-syd-relation. Så først skulle jeg lige være sikker på, at hun var min mor«, fortæller Baloji, der senere havde en enkelt telefonsamtale med moderen og siden har mødt hende en enkelt gang på en rejse til hjemlandet i 2008.
Moderens pludselige henvendelse
Der er ikke tale om nogen nyfunden tæt relation. For som Baloji tørt siger, kan det være lidt vanskeligt at gense sine slægtninge efter så lang tids adskillelse.
Til gengæld ansporede moderens pludselige henvendelse ham til at gøre sig klogere på sin oprindelige kultur. Ikke bare på musikken, men på landet, dets indbyggere og dets historie.
En søgen, der kommer til udtryk i teksterne på hans seneste album, blandt andet i sangen ’Tout ceci ne vous rendra pas le Congo’, hvor Baloji blandt andet rapper om en hidtil ukendt slægtning, der blev soldat med menneskeliv på samvittigheden i sine spædeste ungdomsår.
Suveræne The Roots åbnede fusionskøkken på OrangeNummeret er et forsøg på at skildre, hvordan Den Demokratiske Republik Congo tager sig ud, når man har congolesisk blod i årerne, men europæisk kultur mellem ørerne og i lang tid har levet i komfortabel uvidenhed.
»Da jeg skrev den, tog jeg udgangspunkt i en intern krig i Congo, der endte med et folkemord. Og som jeg først lige var blevet klar over. Sangen vidner om min skyldfølelse over aldrig at have hørt om den konflikt eller reageret på den. Det var sådan lidt: Merde, der har været et folkedrab hjemme hos os«.
Udlændingens ret: ytringsfrihed
Men selvbebrejdelsen og -refleksionen ledte gradvis til overvejelser om, hvordan indbyggerne i Den Demokratiske Republik Congo behandler og betragter sig selv og deres nation.
I omkvædet til ’Tout ceci ne vous rendra pas le Congo’ siger Baloji, at congoleserne ikke kan skabe en fredelig nation, før de holder op med at reproducere mønstrene fra kolonitiden.
»Congoleserne imellem eksisterer der et hierarki, som belgierne på en måde har installeret, hvor bestemte etniciteter bliver underlagt afgifter, mens andre etniciteter fra visse regioner kommer foran de andre. Den historie er nødvendig at forstå«, siger Baloji, der i en anden sang, ’Le jour d’après’, siger, at på en måde er det, som om intet er forbedret siden landets uafhængighed fra den belgiske kolonimagt i 1960.
»Måden man administrerer sin uafhængighed på, varierer meget fra land til land. I Congo mener jeg, at den er blevet administreret dårligt. Magtfordelingen har ikke været i orden«.
Mistroiske
Hvordan har de det med, at du kommer fra Europa med dine kritiske tekster?
»Første gang jeg kom med min musik, tror jeg folk var ret mistroiske i forhold til, med hvilken legitimitet jeg talte om Congo«, indrømmer Baloji, men forklarer også, at der paradoksalt nok er klare fordele ved at komme udefra, hvis man ønsker at kommentere tingenes tilstand i Den Demokratiske Republik Congo.
Staten udøver stærk censur, og der er ingen nævneværdig pladebranche, som har interesse i at tage kampen op mod den. Musik bliver udgivet af sponsorer – fra bryggeribranchen til mobiltelefoni – der helst er fri for at få kædet systemkritik sammen med deres branding.
»Så på en måde var jeg den eneste musiker, der kunne tillade mig at udtrykke mig om den slags. At jeg tilhører den congolesiske diaspora, er den eneste grund til, at staten i Congo tillader mig at tale om politik«, siger Baloji.
Sort-hvid
Efter sin første kølige modtagelse hos det congolesiske publikum vendte han tilbage. Andet besøg førte en turne med sig, hvor rapperen forsøgte at overbevise folk om, at han var en lødig kunstner og ikke en fjernstyret europæer uden sans for den congolesiske virkelighed.
»Det tog noget tid, og jeg var mange gange nødt til at vende tilbage til den samme by to-tre gange. Men så begyndte det også at blive interessant. Og det begyndte også at fungere rigtig godt i forhold til at finde lokale musikere at samarbejde med«, siger Baloji.
Han tror, at den egentlige accept indfandt sig, fra det øjeblik han holdt op med at lade, som om han var mere congolesisk end congoleserne.
Både belgier og congoleser
En fejl mange afrikanere begår i ønsket om at blive integreret.
»Første gang jeg var tilbage, troede jeg, at jeg var integreret. Men jeg lugter langt væk af Europa. Bare fordi jeg har nyt tøj på. Men det er meget mere end det. Det nytter ikke noget at tage en gammel T-shirt og slidte sko på. At du er afgørende anderledes, kommer til udtryk i hele den måde, du trækker vejret på. Går på. Opfører dig på«.
I dag præsenterer Baloji sig som belgier og congoleser på en gang:
»Min identitet er blandet, det må jeg tage på mig. Ikke udelukkende hvid, ikke udelukkende sort. Du taber noget, i det øjeblik du bestemmer dig for at være enten det ene eller det andet. Man bliver nødt til at se den dobbelte identitet som en rigdom«.
fortsæt med at læse
