I løbet af de sidste par år er både amerikansk og dansk hiphop blevet revitaliseret, ikke mindst gennem mixtape-kulturen.
Nye og etablerede navne har lagt gratis musik ud på nettet for at bygge en fanbase op eller tage sig et eksperimenterende frikvarter.
Det kreative frirum i mixtapes har skabt navne som Kendrick Lamar, været den afgørende ingrediens i superstjerne Lil Waynes fastholdelse af succes, og nu tager den danske rapper Kesi sig en mixtape-afstikker oven på sidste års debutalbum.
LÆS OGSÅ Stortalent ramte skovbunden med fraværende banaliteter
Mixtapet om den unge hertug er besynderligt nok ikke gratis, men det bærer stadig tydeligt præg af en løsere og mere legende form end den, man mødte på Kesis ’Bomber over centrum’.
Jappede tekster
Dengang bed Kesis gaderim fra sig, og hans veludviklede sans for et fængende omkvæd satte sig på tværs mellem ørerne, og mixtapet bliver båret oppe af samme skarphed i refrænet, der summer kækt af autotune (selv om det trick overdrives på det groteske ’Hygger mig’).
Værre er det med den aristokratiske rammefortælling, hvor den åbenbart feterede Kesi i mellemspil præsenteres med overklasseklang som en ung hertug, der lever et sjofelt dekadent liv hævet over hverdagens almindeligheder.
Med modeller på armen, dyr vin i glasset og lumre drifter under pelsen. Et sammenkog af Kesis erfaringer som hiphopstjerne, der hverken er sjov som ironi eller interessant som analogi.
Den svage idé sætter sig i de jappede tekster, der ud over en sløset levering er fuld af tvivlsomme jordstrygere – om alle de damer, den tidligere slemme dreng fra Nørrebro har moret sig med siden debuten.
Stilen i praleparaden indrammes af hende, der er »let at tænde som en engangsgrill/ så jeg spørger hende om vi kan gøre det en gang til«, og bobler så over af kiks som opfordringen: »sæt den i bakgear/ som en lastbil når den parkér«.
Jeg ved ikke, hvor mange piger der finder det billedsprog smigrende, men det er et sigende eksempel på, hvordan Kesi snubler over sine egen iscenesættelse og ender trods sine sikre hooks som en ufrivillig parodi.
Man må håbe, at klokken snart ringer, og frikvarteret slutter.
8210 Aarhus V
De har en solid tradition for at udvikle stærke hiphopstemmer i 8210 Aarhus V. Der er L.O.C. over dem alle, men også U$O, Johnson og Marwan har været med til at støbe det fundament, som rapperen Young nu træder op på.
Young
Picasso med en afro. EP. Sony Music
I sær Marwan med sine socialt forankrede tekster kunne lyde som et forbillede for Young, der dog ikke bider tænderne vredt i mikrofonen, men som en dansk Common har travlt med at bevidstgøre lytteren om livets rå realiteter og vigtigheden af at foretage de rigtige valg.
Der bliver preachet for fuld hals, når den unge aarhusianer med sin dæmpede stemme erklærer, at han bare er »en af dem, der søger svar/ dem finder jeg i bøger fra de folk jeg hører fra«, og at han »er ligeglad med om de lænker mig/ det er guldkorn Gud skænker mig/ når jeg tænker mig/ om«.
Letbenet i sin dans på gloser
Den frelste grundtone rammer mit personlige smertepunkt, når Young i opsangen ’Blind, Døv & Stum’ lige skal minde os om, at »Folk klager over små værdier, mens andre ikke har nok vand«.
Velfærdsproblemer er en god tue at stikke en pind i, men når det bliver så firkantet, reduceres udsagnet til belæring frem for oplysning.
Er Young lidt tung at danse med på indholdssiden, er han til gengæld letbenet i sin dans på gloser.
LÆS OGSÅ Glamrock, Biebermani og svensk mørke: Her er forårets koncert-højdepunkter
Rimene sidder godt i spænd, sproget bredes ud over klicheerne, og den (næsten for) tilbagelænede stil får et fremragende modspil fra cellisten og produceren Kewans dommedagssusende lydbilleder.
Små prikkende melodier bevæger sig ensomt rundt i de sugende klangbilleder af dunkle toner og spartanske beats, mens Young forsøger at lyde som en stemme, der trænger gennem røgen fra en katastrofe for at give håb. Han skulle bare hellere illustrere det i stedet for at formulere det.
Det ville give hans erfaringer det punch, der mangler nu.
fortsæt med at læse






























