Inden for hiphop går man ikke til koncert. Man er koncerten.
Modsat rockens gennemstrømning af et retvendt publikum og poppens aflukke af et koreograferet show opstår den gode hiphopkoncert i udvekslingen mellem rappernes opråb og publikums svar. Når jeg siger »Hip«, råber I »Hop«.
Dén gamle sandhed opfriskede den amerikanske rapper Kendrick Lamar, da han forvandlede en sløv søndag aften til en buldrende fest på et for længst udsolgt Store Vega.
LÆS ANMELDELSE Den nye konge af Compton debuterer med årets hiphopalbum
De strakte arme huggede i salens sensimilla-søde luft, kasketknægtene sprang ukontrollabelt rundt i klynger, og alle brølede med på hver eneste linje, der blev leveret med knivskarp diktion fra den 25-årige verdensstjerne i svøb.
Det var en af den slags aftener. En aften, hvor den på så mange måder begavede Lamar rentegnede hiphoppens blueprint af ritualer og alligevel undveg alle klicheer. Han var så flink og underspillet, at han undervejs også mistede noget af den energi, der ellers sitrer ulogisk ud fra den rolige spirrevip.
Klejn fætter
Sidste år tog Kendrick Lamar hele musikverdenen med storm, da han udgav albummet ’Good Kid, M.A.A.D. City’ om opvæksten i og vejen ud af bandemiljøet i Los Angeles-bydelen Compton.
Han bragte fortælleren tilbage i hiphoppens A-kæde og placerede den sociale bevidsthed i midten af sine miljøbeskrivelser uden at blive kvælende frelst.
Balancerende mellem at vedkende sig den miljømæssige arv og træde et skridt på afstand af sig selv satte Lamar et album i verden, der med tiden godt kan ende mellem genrens allervigtigste. Man skal tilbage til debuter fra navne som Eminem, Kanye West eller Dr. Dre for at finde lignende begejstring. Og format.
Søndag var den klejne Lamar med det tilbageholdte ansigtsudtryk og de hængende øjenlåg ene mand. Der var ikke noget band eller flagrende venner til at råbe stemningen op.
Bare en mand, en mikrofon og en dj. Simpel og klassisk opsætning, hvor beatet droppede på det rigtige tidspunkt, og de verbale stød blev sat ind med præcision. Og manner, hvor er Lamar en rapper med mange facetter. Han kan smyge sig hen over en funky bund, sætte rimene ind med håndkantslag og doble tempoet op. A cappella.
Fór rundt
Som pulsen i hiphopkoncertens interne dynamik kender Lamar spillets regler. På sin egen slentrende facon dirigerede han med call-reponse salen gennem det ene klimaks efter det andet, og anmelderen kunne klø sig lidt i nakken over, hvad det var, han gjorde.
Han fór ikke rundt. Han råbte ikke op. Hele hans stil er tilbagelænet, og det westcoast-funky beat, der blev rørt op med crunk og tilsat frække og duvende samples som Beach Houses ’Silver Soul’ på det uforlignelige ’Money Trees’, strakte sig nærmest som et sløvt kattedyr under hele koncerten.
Selv den oprindelige kollage af lyd og stemmer var ikke nuanceret nok i Vega til, at det kunne trække begejstring op langs rygsøjlen, og så var Lamar så flink, at det halve kunne være nok.
Lamar gik på til tiden, han pralede ikke, han opfordrede folk til at passe på hinanden, når han slap et monsterhit som ’Bitch Don’t Kill My Vibe’ ud gennem mikrofonen, og mod slutningen gik han roligt rundt og delte vand ud til den forreste del af det kogende publikum.
Tegn på metaltræthed
Kendrick Lamar er atypisk for den ellers stereotype helvedes karl i pik-hop. Alligevel skabte han gang på gang en rowdy begejstring hos publikum, der ikke bare kunne ’Good Kid, M.A.A.D. City’ til mindste stavelse, men også råbte med hele vejen på de mange tracks, vi fik, fra tidligere mixtapes som ’EP’ og især ’Section 80’.
Mandigheden fik frit løb på ’Backseat Freestyle’, hvor Lamar udlever alle hiphoppens klicheer om at have en pik på størrelse med Eiffeltårnet, hvorefter fulgte generationsportrættet af stofpumpede unge på ’A.D.H.D.’ og ’P & P’s bekendende indblik i bandemiljøets bindende cirkler, hvor »pussy and patron make me feel alright«.
LÆS OGSÅ Rappere udnytter gæstestjerner meget forskelligt på to nye hiphop-udgivelser
Midtvejs lignede det en milepæl af en koncert, men den flegmatiske stil kom mod slutningen til at minde om metaltræthed midt i en intensiv turné, og selv om dissekeringen af drukkultur på ’Swimming Pool (Drank)’ sørgede for, at koncerten sluttede på højeste niveau i spændet mellem det dedikerede publikum og manden med mikrofonen, kom de afsluttende ord om at huske fanbasen i fremtiden til at lyde som noget, han også har sagt i Hamburg, Lyon og London.
Det gik lidt ud over koncerten, men det gør ikke Lamars hiphop til et mindre kunststykke. Uden at skynde sig var han på vej videre. Mod storhed.
fortsæt med at læse
