1. Frank Ocean: Channel Orange.
En forgyldt stemme, der kan synge sig gennem det periodiske system, så du får en klump i halsen, gør det ikke alene.
Genistregen i Frank Oceans mesterværk er hans virtuose leg med fiktioner, der brændte sukkeret af r’n’b og gav den sin relevans tilbage.
ANMELDELSE
2. Cat Power: Sun.
Cat Power satser altid hele butikken. Det gør hun også på ’Sun’, hvor hun dropper rollen som klassikerfortolker og igen tager fat om sit eget urolige stof.
Der er som altid gode og dårlige nerver på spil, men i en musik, som opnår stor intensitet og styrke i en hjemmelavet produktion.
ANMELDELSE
3. Jack White: Blunderbuss.
Han spiller guitar som en tegneseriefigur, der har stukket poterne i stikkontakten, men Jack White kan også komponere kærlighedssange, så hjertet galopperer.
På solodebuten gjorde han det hele, og han gjorde det så godt, at det til stadighed er svært at finde hans mage.
ANMELDELSE
4. Kendrick Lamar: Good Kid. M.A.A.D. City.
Observant og reflekteret kom Lamarr straight outta Compton og leverede med sin raffinerede rapteknik, stærke pophooks og en fortryllende produktion et coming of age-værk i sin helt egen liga.
ANMELDELSE
5. Fiona Apple: The Idler Wheel ...
Det var ikke kun den 23 ord lange albumtitel, der gjorde væsen af sig.
Apples fjerde album var en emotionel rutsjebanetur med heftige loops både i stemmeføring og instrumentering, når hun brugte sit sagesløse klaver og sit vilde sind som kunstnerisk benzin.
ANMELDELSE
6. Beach House: Bloom.
Duoen fra Baltimore fulgte op på svendestykket ’Teen Dream’ fra 2010 med en trist og mørk drømmepopplade, hvor Victoria Legrands dybe stemme løb som varme kilder i en kold verden af brusende synthesizere, stikkende guitarfigurer og bløde, pompøse trommer.
ANMELDELSE
7. Dr. John: Locked Down.
Åndemaneren fra New Orleans samlede igen de udknaldede farvers musik til en sumpfest i sit voodoofunky klaver.
Et sent hovedværk med utæmmet nattegroove fra syrebluesens urkraft.
ANMELDELSE
8. Grimes: Visions.
Den canadiske pop-alkymist bandt med en falset dyppet i rumklang sin kollage af gamelan-rytmer, europop og et Mozartsample sammen til et melodisk festfyrværkeri.
Sofistikeret og stærkt vanedannede.
ANMELDELSE
9. Cold Specks: I Predict a Graceful Expulsion.
Al Spx kalder hun sig, den unge kvindelige canadiske digter med bopæl i London.
I bandet Cold Specks synger Al en fusion af soul, gospel og blues blandet op med storbydesperadoens anderledes sorte kultur.
Alt sammen sunget af en ny stemme så stærk som Tracy Chapmans.
ANMELDELSE
10. Tame Impala: Lonerism.
Med varme, uldne fuzz-guitarer, hvirvlende orgelpassager og stenede John Lennon-agtige vokaler var de australske psychrock-revivalisters andet album et studie i at dyrke fortiden med rørende sikker nutidig hånd uden at ty til pastiche.
ANMELDELSE Australiere ophøjer lyden af et syret eventyrland
fortsæt med at læse
