Katten går som bekendt sine egne veje, og lige siden Chan Marshall stolt antog navnet Cat Power, har hun inkarneret Piet Heins »Lille kat, lille kat, lille kat på vejen, hvis er du, hvis er du?/ Jeg er sgu min egen!«. Der har nærmest stået tatoveret »ener« på panden af Cat Power, siden hun slog igennem med 'Moon Pix' i 1998. Fuldstændig uforudsigelig på en scene, hvor elektrificerende nærvær har vekslet med snøvlet og sludrende drukkenskab. Det tumultariske har sammen med en knejsende nakke være faste følgesvende. LÆS OGSÅCovers af Billie Holiday og Nick Cave er ligeså gode som originalen Musikalsk helt umiskendelig med sin neofeministiske frasering, den ulmende rebelskhed i selv den mest uskyldige formulering og hendes evne til hele tiden at vride nye raffinementer ud af sit minimalistiske forhold til guitarspil og elektronik. Faldet til ro Cat Power er en ekstremt personlig sangskriver, der samtidig har valgt at gøre fortolkningskunsten til en højst uortodoks hjemmebane. Senest hun gav lyd fra sig, var det i fortolkerrollen med det bjergtagende smukke 'Jukebox' i 2008. Hvilket betyder, at man faktisk skal tilbage til 2006 og 'The Greatest' for at finde det seneste udspil med hjemmegjort stof. Så der var forventning og foruroligelse op til det nye album, som altså nu om sider er landet. Chan Marshall var faldet til en slags ro, hed det sig. Havde lagt flasken på hylden og var blevet fast partner med skuespilleren Giovanni Ribisi. Dét forhold er åbenbart fortid nu. Men anset hvordan det ser ud på den personlige tabskonto, kan jeg konstatere, at 'Sun' er nøjagtig lige så livligt, stærkt og uroligt et album som hendes bedste plader.
I endnu højere grad end 'You Are Free' fra 2003 er 'Sun' én lang besværgelse af den personlige frihed. På den led er Cat Power næsten mere amerikansk end Bruce Springsteen! 'Sun' er en stor uafhængighedserklæring. Men det er ikke den politisk inficerede personlige frihed, hvor det handler om stat, skattepenge, skydevåben og smiden teposer i Bostons havn nok en gang. Cat Powers insisteren på personlig frihed er vrængende, snerrende og mere fuck finger-agtig end nogen punksang. Det er retten til at være et menneske med alle de knaster, det indebærer. Retten til ikke at være som de andre. »I want to live my way of living«. »You got your own voice, so sing«. »To get away with an unordinary life«. »It's up to you to be like nobody«. Og sådan lyder det på sang efter sang, uanset hvad de ellers måtte handle om, disse højst personlige og komprimerede sange, der hver gang med hud og hår udtrykker noget enestående personligt med umisforståelig og uimodståelig kattepower. Selvgjort Cat Power har selv produceret og spiller med enkelte undtagelser selv hele molevitten og har skabt et meget varieret album med uhyre enkle midler. Lidt rytmeboks, en snublende tromme, lidt programmering, et simpelt, repeteret pianotema og denne evne til at lave en bid guitar, der skramlet snapper din sjæl i haserne ved den mindste berøring af instrumentet. Med relativt primitive midler og den hypnotiske stemme som rejsefører skabes musikalske mønstre af stor skønhed og gennemslagskraft.Musikalsk er 'Sun' nok Cat Powers mest udadvendte og medrivende album til dato. LÆS OGSÅCat Power fortolker knivskarpt og diffust At det er potent og elektrisk, understreges i stigende grad, efterhånden som albummet bygger op til et crescendo, hvor det diskoarrige 'Silent Machine' glider over i det langstrakte 'Nothing But Time'. Vist nok en fremtidssang til et sovende barn med tillidserklæringen »It's up to you to be a superhero«. Denne sang udvikler sig musikalsk til en regulær parafrase over David Bowies 'Heroes', og netop som det hymniske er ved at træde i karakter, kommer Iggy Pop på banen med sin smækre gravrøst og understreger budskabet. Frihed til at være dig selv. Frihed. Til. At. Være. Dig. Selv. Uanset. Hvad.
