Popmusik er en skæg størrelse. I sagens natur, den pifter humøret op og trækker os forførende rundt ved næsen. Men noget popmusik går så hårdt efter at være skæg og ballade, at den ender som krampagtige reproduktioner af de originale narrestreger. Og så er der den modsatte slags, den popmusik, der slet ikke vil være det. Den slags, der ikke stræber efter at være et pust i øret og et let antrit på tungebåndet, men alligevel ender med at være et vindstød, der uventet puffer os ud af kurs. Når canadiske Grimes lader sin falset trække drømmespor over boblet electronica, eller danske Marybell Katastrophy bryder tågehornskompositioner op med et ætsende omkvæd, lyder det ikke som pop. Men det er det. LÆS OGSÅDanske Marybell Katastrophy er suveræne Vi kan kalde det sofistikeret eller eksperimenterende pop, og det er sandt nok. Men de to forrygende album fra Grimes og Marybell Katastrophy handler helt enkelt om den velkendte, søde fornemmelse af pop, der siver gennem os. Bare på en ny, kildrende måde. Brænder broer og bygger nye Canadiske Grimes er egentlig 24-årige Claire Boucher fra Montreal og i sig selv en fascinerende historie om en pige, der har rejst på Mississippi-floden og lært sig selv at komponere musik på softwareprogrammet Garageband. Hun gør altså tingene selv og finder med sin uskolede tilgang overrumplende veje rundt i den gådefuldt sammenhængende tekstur af potent electropop, knasende hiphopbeats, smidig r’n’b og himmelsk artpop. Tilsat kulsyrens bobler fra en efterbehandlet stemme, der kan knurre som Fever Ray, mens mest vil vrikke lykkeligt som Cyndi Lauper på helium. Det lyder kunstigt, men er spillevende. Selvlært eller ej, så er hun bestemt ikke koblet af musikhistorien. Produktionen er herligt snurrig, men man kan stadig genkende en Madonna-parafrase ét sted, mærke inspirationen fra Prince et andet og fornemme hendes forkærlighed for en r’n’b-sangerinde som Aaliyah. Men Grimes samler det hele i sit eget originalt sammensatte udtryk, der brænder et par broer i popland, men også bygger nogle nye, der peger fremad. Mandelkernen i hjernen På deres andet album har det danske band Marybell Katastrophy den electropoppede arv til fælles med Grimes, men hvor canadieren samler de mange inspirationskilder magnetisk om sig i et summende hele, arbejder Marybell Katastrophy anderledes kontrært i sammenstødets struktur.
Lidt mindre elegant, men aldeles medrivende. Trommer og hærgede synth-klodser falder tungt i kontrast til opløftende 1980'er begejstring og kandisklumper i keyboardet. Der er dryppende stemning fra en forladt fabrikshal og knitrende smukke rumrejser, The Knife kaster sine skygger, og ekkoet fra Kate Bush svæver rundt. Der afveksles og undersøges i alle temperaturer, og gennem de groft udhuggede sange viser Marie Højlunds rigt facetterede stemme videre, som en varm, gul lyskegle i en tågefugtig nat. LÆS OGSÅMarybell Katastrophy laver formidabel rock på download og vinyl Titlen 'Amygdala' henviser til 'mandelkernen', området i hjernen, hvor frygt udløses. Hjernen er et surreelt felt at dykke ned i, og titlen anslår teksternes udsyrede og lydopmærksomme tone, skabt af digteren Morten Søndergaard, men den virker uforløst og skruer op for det avancerede i Marybell Katastrophys avant-pop. Uden at lytteren skubbes helt væk. Den popsensible dør står nemlig pivåben. Ligesom Grimes har Marybell Katastrophy glemt alt om at lukke den. FACEBOOK
