Rappere udnytter gæstestjerner meget forskelligt på to nye hiphop-udgivelser

Spild. Rapperen T.I. (billedet) anvender ikke sine gæstestjerner optimalt.
Spild. Rapperen T.I. (billedet) anvender ikke sine gæstestjerner optimalt.
Lyt til artiklen

Verdens største musikstjerne lige nu er Featuring. Den gut er med på alle plader«.

Sådan har Dr. Dres (og Metallicas) advokat Peter Paterno for nylig joket om den tendens, der lige nu dominerer alverdens hitlister: gæstevokaler.

Fænomenet har spredt sig fra bastardkulturen i hiphop, hvor man altid har byttet stemmer og samples i porten i stedet for at dyrke myten om den originale kunstner, og helt i hiphoppens pengefikserede ånd er udvekslingen blevet en vigtig del af det økonomiske økosystem.

Lige nu er der gæsteoptrædener på 5 ud af top 10 på Billboards amerikanske r’n’b/hiphop-hitliste, herhjemme gælder billedet for streaming-hitlisten – og der er ikke kun tale om rap.

LÆS OGSÅ Flamboyant hiphop-prins smed det hele væk til sidst

Og det handler ikke kun om en æstetisk gevinst, men også om at introducere hinanden til nye grupper af fans.

Det er musikøkonomi bygget op som sociale medier, hvor man retweeter og liker, så hele netværket kan følge med.

Formlen er ældre – spørg bare Eminem, hvad samarbejdet med Dido gjorde ved hans karriere, spørg Dido – men er som laserskåret til en tid, hvor opmærksomhed er vigtigere end salg.

Derfor møder nogle gæster op gratis, men forventer i den sidste ende at kunne se det på revisorens bundlinje. Og i skyndingen kan musikken blive underordnet.

Hellere hits end substans
Når det kommer til gæster, er rapperne T.I. og A$AP Rocky et par populære herrer.

Deres respektive album vrimler med prominente vokaler, men især sydstatsrapperen T.I.s ottende album lyder, som om flere kun er med for syns skyld.

Manden, der med sin blanding af elegance og hårdhed blev kaldt ’sydstaternes Jay-Z’ i 00’erne, har altid indgået alliancer på sine plader og gennem tiden domineret hitlistens sjove ende sammen med Rihanna og Justin Timberlake, men denne gang anstrenger P!nk sig for meget, Cee-Lo må bare ikke underspilles, og Akon kører videre i sin autotune-ring.

De bidrager ikke med noget, men udvander blot det tematiske indhold, hvor den altid velsmurte rap fra T.I. ellers ransager rapperens tilbagevendende problemer med loven.

Titlen knytter sig til Marvin Gayes 1972-album ’Trouble Man’, og dén sampling i åbningsnummeret lover noget, resten ikke følger op.

Det ender mere med at lyde, som om T.I. hellere vil tilbage på hitlisterne end fortælle verden noget vigtigt.

Ordhoppende hedonisme
På debutalbummet fra den 24-årige Harlem-knægt A$AP Rocky er der forventelig newyorkeropbakning fra Joey Bada$$ og forrygende verbaltilskud fra Kendrick Lamar.

Men der er også forbløffende gæstevisitter.

Santigold lægger en herligt svajende vokal hen over det synthstøvede beat på ’Hell’, man bliver blæst ud over klipperne ved Dover af Florence Welch på ’I Come Apart’, og den omdiskuterede dubstep-troldeunge Skrillex skruer på knapperne under ’Wild for The Night’.

De sidstnævnte ligner en tilsigtet podning af forskellige segmenter, men A$AP Rocky har så potent en attitude, at han sætter sig på hvert eneste track og sørger for, at gæsterne styrker hans udtryk i stedet for at underminere det.

Trods en uhørt stor pladekontrakt og et massivt mixtape-gennembrud sidste år har han ikke lavet meget om på sig selv.

Han er stadig en rapper, der løfter en middelmådig rapteknik med sin udstråling og lader alle fornuftens broer brase sammen under sin ordhoppende hedonisme.

Ambitiøst og dynamisk

Der er brølende selvtillid og tilhørende excesser på menuen, som opsummeres på ’Ghetto Symphony’:

»Driving fast the wrong way/ I swear life is like a one-way/ Pussy on a sunday/ business on a monday«.

Et par refleksioner har dog sneget sig ind i Rockys eminente opvisning som blærerøv. På ’Suddenly’ vandrer ordene gennem erindringer om en hård opvækst, hvor rap var en nødudgang i virkeligheden, men inden vi når til en morale, skærer A$AP Rocky igennem:

»Don’t view me as no conscious act/ this ain’t no conscious rap/ fuck the conscious crap«.

LÆS OGSÅ

Er han uforbederlig flabet, så har A$AP Rocky dog flyttet sig musikalsk. Han har forfinet sit udtryk, der stadig lyder mere som Houston end Harlem med sit tilrøgede lydbillede og spartanske beat.

Det er ambitiøst og lige så soulfuldt melodiøst som rytmisk dynamisk. Og lige meget hvilke evner og venner gæsterne dukker op med, bliver de trukket med i den retning, A$AP Rocky vil.

På den måde bliver samarbejdet til mere end udveksling af visitkort.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her