En sjælden gang imellem behøver der kun at gå ganske få sekunder af en koncert, før man ved, at det her… Det bliver rigtig godt.
Og det var præcis, det der skete, da det amerikanske band Deafheaven indtog scenen på Amager Bios lavloftede lillesøster Beta mandag aften som afslutning på minimetalfestivalen Dirty Days of Summer.
Det var ellers noget af et åg af forventninger, der hvilede over bandet, der har base i San Francisco og stod bag sidste års velsagtens mest omtalte metalalbum, det genreforvridende ’Sunbather’ som kombinerede begsort black metal med små lysglimt af nænsom melankoli og guitarkværnende shoegaze katapulteret ud i verden på lydbølgerne fra frontmand George Clarkes nådesløse skrigevokal.
Anmelderne giver bud på sommerens bedste festivaloplevelserOg det var først og fremmest den, stemmen!, der med en besnærende kombination af styrke, fysik og inderlighed gjorde det klart fra første strofe af ’Dream House’, det ni minutter lange, monumentale åbningsnummer fra ’Sunbather’, at Deafheaven ikke var kommet til København for at tage til møde i banken.
For det var, hånden på hjertet, min første indskydelse: Ej for pokker, de ligner jo Interpol, tænkte jeg slukøret, imens bandet gik på scenen med nydelige korthårsfrisurer og George Clarke i en nystrøget skjorte.
Creepy præcision
Men man skal ikke skue metalbandet på håret – eller mangel på samme.
For som Clarke og lead-guitaristen Kerry McCoy, der udgør kernen i bandet, stod der på den lave scene bakket op af tourtrioen bestående af trommeslager Daniel Tracy, bassist Stephen Clark og guitarist Shiv Mehra, og spillede med en nærmest creepy præcision i de mange dynamiske skift undervejs igennem bandets humørsyge sange, var det svært ikke at tabe kæben et par gange undervejs i benovet forståelse af, at rå muskelmasse ikke kan holdes nede.
De var noget nær olympisk tight, og numre som ’Irresistable’, ’The Pecan Tree’, ’Unrequited’ samt det nye nummer ’From the Kettle Onto the Coil’, der havde en særlig snert af en melodisk åre, blev serveret på et sølvfad af ukuelig inderlighed.
Hænder i kvælningspositur
I midten af de hele stod George Clarke med hænderne knyttet i kvælningspositur omkring halsen på det sagesløse mikrofonstativ, hvorfra han med opspilede øjne, flekset tyrenakke og glinsende tråde af savl hængende ud af mundvigen skreg sig igennem den timelange koncert med en fortættet alvor så eksplosiv og skinger, at man nærmest kunne høre hans stemmebånd rive sig selv til blods undervejs.
Vel at mærke uden på noget tidspunkt at skrue ned for hverken nerve eller styrke undervejs.
Målløs stod man tilbage. Jeg tror aldrig, jeg har hørt en mand skrige så smukt – og så længe! – før.
Men det er ikke kun Clarke, der gør Deafheaven til noget særligt på metalmusikkens sorte himmel.
Nok vedkender de sig – forståeligt nok – metalgenren 100 procent, ligesom Clarkes altoverskyggende vokalmæssige inspiration kommer fra forsanger Vegard Sverre ’Ihsahn’ Tveitans vokalarbejde på det store, norske black metalband Emperors mesterlige debut ’In the Nightside Eclipse’ fra 1994.
Metalgenrens svar på Hugh Grant
Men deres bankrådgivervenlige udseende, ’Sunbather’s karismatiske lyserøde albumcover og ikke mindst cross-over-kvaliteten i bandets lyd karakteriseret ved den varme, som præger deres tag på black metallen modsat den mere gængse, norske permafrost, har fået visse purister til at udråbe lyden af Deafheaven som hipstermetal. Hvilket for en god ordens skyld ikke ligefrem er positivt.
Noget bandet imidlertid lader til at tage med udpræget ro – i et interview har de i hvert fald med slet skjult selvironi udråbt sig selv til at være metalgenrens svar på Hugh Grant i ’Notting Hill’.
Så slemt står det nu ikke til.
Efter koncerten i Beta burde enhver tvivl om metallets ægthed i Deafheavens tilfælde i hvert fald være jævnet med jorden.
fortsæt med at læse
