Det var en af de aftener, hvor fotografen smed skjorten efter ti minutter foran scenen, og hvor der kun gik et par minutter, før den første granvoksne mand lod sig bære rundt i salen på et hav af løftede hænder i høj søgang. Det var også en aften, jeg sent skal glemme.
Efter 15 års intens, tro tjeneste takkede et af dansk metals ypperste bands af – og de gjorde det med maner.
The Psyke Projects afskedskoncert foregik i Pumpehusets store sal, men scenen var tilegnet publikum, imens bandet spillede på gulvet.
Hardcore-band siger farvel med maratonkoncertDe sluttede med andre ord af, hvor de begyndte, da de i slut-90’ernes Helsinge ifølge legenden strøg ud af asken fra et, formoder jeg, mindre mindeværdigt gymnasieband ved navn Müsli.
Og hvorfor ikke? The Psyke Project har jo spillet på de store scener – de har gæstet både Copenhell, de har spillet på Roskilde Festivalen, de har sågar spillet til en crossfit-time i Kødbyen engang – og valgte altså på vanlig uprætentiøs vis at slutte af i sympatisk øjenhøjde med deres publikum.
Vi kommer til at slås hele aftenen!
Som i aftenens anledning måtte både moshe og crowdsurfe ligeså vanvittigt, de nu behagede, uden vagterne brød ind. Og undervejs blev der både plads til adskillige circle pits, hvor alle løb rundt i ring, samt en enkelt wall of death, hvor publikum delte sig i to og løb frontalt mod hinanden.
»Chaos reigns!«, som den talende ræv udbrød i ’Antichrist’. Men aldrig mere end at bandet altid havde den tonsende publikumsmasse under forbilledlig kontrol.
Metal af rå muskelmasse: Storhypet band får anmelder til at tabe kæbenSom da frontmand Martin Nielskov leverede følgende svada: »Hvis testosteronet går amok, så gå ud og drik noget vand. Vi kommer til at slås hele aftenen, men det er hardcore, og det er for sjov!«.
Eller bare: »Løft ham op og tab ham ikke. Han er lige blevet far«.
En boksekamp værdig
Selve koncerten var delt i to sæt, hvoraf det første var dedikeret til bandets tidlige år fra 1999 til 2005.
Efter en entre der var en boksekamp værdig – med guitarer, bas, trommestikker og mikrofon hævet som økser – lagde bandet således fra land med ’Buffalo Soldier’ fra deres allerførste demo, der i grunden egentlig var ret uskøn rapmetal modelleret efter Rage Against The Machine.
Maskeret psykedelisk rockband rystede VegaMen som også beviste, at The Psyke Project ikke opfandt deres evigt velspillede og unikke cementblanding af hardcore, sludge og post-metal med et fingerknips. Samtidig med at sangen på sin egen måde slog bandets uhøjtidelige stil fast med syvtommersøm.
Der gik nu ikke længe, før numre fra debutalbummet ’Samara’ og den ambitiøse ’Daikini’ viste vejen hen imod det Psyke Project, man kender i dag.
De vil blive savnet
Fra ’Broken Promise’ til ’Charlie’s Dream’ på en kulsort flodbølge af nedstemte mareridtsguitarer og Nielskovs apokalyptiske brøleudladninger, som alligevel har det med at ramme en uudgrundelig melankolsk åre i små, lykkelige glimt undervejs i det flænsende lydbillede.
Han er en vildmand par excellence, der med sin brutale men også hypermenneskelige facon er som støbt til rollen i front for et band, der netop synes rundet af de to modpoler.
Noget der især stod klart i andet sæt, der var helliget perioden 2006-2014, hvor pladerne ’Apnea’, den fremragende ’Dead Storm’, ep’en ’Ebola’ og ikke mindst den tonstunge svanesang ’Guillotine’ fra sidste år konsoliderede The Psyke Projects stædigt nysgerrige eventyrlyst udi metalmusikkens komplekst fabulerende ravnekroge.
Samtidig er de også bare fem gorillaer, der kan proklamere »barmavefest!« uden på noget tidspunkt at miste den integritet, de er så elsket for.
Og dén kombination vil – ligesom The Psyke Project selv – blive savnet.
fortsæt med at læse
