Der er på mange måder noget ret magisk over det svenske band Goat.

Når man kommer til at tænke lidt for længe over musikernes stædige hang til at bære masker og forblive anonyme, kan man godt glemme bandets musik lidt i forbifarten. For det er nu engang lidt betagende, at man kan forblive inkognito i en verden som denne.

Men på samme måde glemmer man også hurtigt – og det er her, det bliver rigtig godt – alle maskerne igen, når bandet spiller live. Og der gik da heller ikke mange minutter af koncerten i Store Vega fredag aften, før det pudsige indfald, at de syv mennesker på scenen mindede lidt om en økologisk hippieudgave af det ligeledes maskerede metalband Slipknot, forduftede fra mine tanker som solramt morgendis.

Musikalsk eventyrlyst

På mandag udsender Goat deres andet album, der bærer titlen ’Commune’, og det var da også de nye numre, der mestendels fyldte i landskabet til fredagens koncert, som passende åbnede med sangen ’Talk to God’.

Det er også første sang på ’Commune’, og den gav en spraglet og tilpas hektisk indflyvning til gruppens univers, hvor en ellers nærmest traditionel rockopstilling med to guitarer, bas, trommer og, nårhja, en bongotrommespiller og to kvindelige frontfigurer forvaltes med en musikalsk eventyrlyst så stærk, at resultatet er notorisk svært at genrebestemme.

LÆS OGSÅ INTERVIEW MED GOAT

Men den befinder sig et ganske lyksaligt sted, hvor psykedelisk rock får sine nysgerrige tentakler fedtet godt ind i solid wah-wah-pedal-indsvøbt 70’er-funk, smågenial omgang med benævnte bongotrommer og gavmilde sjatter af både Fela Kuti og Funkadelic.

Bedst når de skriger

Forrest på scenen stod de to kvindelige sangere gemt bag masker af perler, påfuglefjer og fasanditto og praktiserede vild omgang med egen vokal, men også en lind strøm af maracas, tamburin, koklokke, bjælder, og hvad man nu ellers kan tæske luften omkring sig med.

Kun på en overraskende afdæmpet version af den glimrende nye sang ’Hide from the Sun’ mistede de to, i øvrigt konstant og ivrigt dansende, kvinder deres ellers ret ukuelige charme, da de pludselig lød som to meget uskolede skolepiger i skrydende fortissimo-battle.

Som min veninde sagde det undervejs: »Det er altså bedst, når de skriger«, og de gjorde de heldigvis tit. Som på den efterfølgende ’Goatman’ fra debutalbummet ’World Music’, der efterlod salen nær kogepunktet.

Det samme gjaldt en eksalteret ’Run to Your Mama’ og den afsluttende ’Det som aldrig förändras/Diarabi’, der blev spillet i en tung og rocket version, som med sin rå, vuggende energi mindede ikke så lidt om en psykedelisk fætter til Rage Against the Machines ’Killing in the Name Of’.

Lige en tand federe på Roskilde

Koncerten var Goats anden på dansk jord, siden kollektivet gæstede Roskilde Festival sidste år, og jeg må erkende, at det var en lige tand federe at se et band vifte rundt med store træstokke med fjer på, da jeg stod og dansede på en mark på Østsjælland sidste sommer klokken 3 om natten med en ananas fuld af piña colada.

Men som indledningsvis beskrevet: Staffagen træder alligevel på magisk vis i baggrunden, når Goat spiller live, og koncerten i Vega var som en varm omfavnelse af en påmindelse om, at rigtig god musik bare skal opleves. Og det skal Goat.

fortsæt med at læse

Dansk metalband sagde farvel med en drøm af en afskedskoncert