Since the voice is here …«, lød det forklarende fra aftenens hovedperson, umiddelbart efter at det ordinære program var slut. Det var første koncert efter ferien, og da han ikke havde været helt sikker på stemmen, var den store fortælling om dværgen Kleinzack fra ’Hoffmanns eventyr’pillet ud som finale i første afdeling. Men når nu stemmen havde vist sig at være der, kunne han tage den som ekstranummer. Den og fem andre, inklusive en improviseret uledsaget spadseretur blandt publikum med Edith Piafs ’La Vie en Rose’ og den fyldte sal som nynnekor. Ja, stemmen var i den grad til stede fredag aften.
Joseph Calleja er tidens store tenor. Med silkeblød klang og en intens fylde, der matcher hans store fysik, har han evnen til at holde den slags operatoner, der kan få hjerter til at smelte. Det er ikke helt skævt, at han fra tid til anden bliver sammenlignet med Luciano Pavarotti.




























