Hold da helt kæft. Så fik vi endelig en troværdig forklaring på det – i øvrigt herligt – varme vejr, december indtil videre har budt os. Årsagen skal findes ovre på de fjerne stepper i Ukraine. Via New York har et højtryk af ren og fyrig energi arbejdet sig hele vejen til Danmark. Når Gogol Bordello lander i Århus og København et par danske hverdagsaftener, ryger temperaturen til vejrs som en hoppebold, der drøner mod skyerne efter at være ramt af den russiske bjørn i frit fald.
I København fejede de ukrainske immigranter fra New York enhver tendens til vinterdepression af banen som en atomdreven sneplov, der skubber et komprimeret musikalsk læs af punk, polka, reggae, folkedans fra helvede og tordentango foran sig. Et vildt og voldsomt ryk, der sparsomt holdes sammen af en lystig violin oven på flodbølgen. Medrivende proletarpolka I det komplet udsolgte Vegas brogede flok af unge med hang til et chik hippielook og knap så unge med et knap så chik hippielook resulterede det anarkistiske arbejdsraseri hastigt i vild dans og glæde fra væg til væg.



























