Først og sidst tager flertallet af de 13 medrejsende musikere plads foran kong Solomons solide tronstol midt på scenen, mens et par af dem får bakset det 68-årige korpus fra en kørestol over på tronen og tilbage igen et par timer senere.
I mellemtiden flyder soullegendens angivelige 278 kilo bogstaveligt talt rundt på stolen i en gigantisk, glitrende sort habit. Det forunderlige er, at Solomon Burke trods sin stillesiddende position er i stand til at levere en koncert fuld af vitalitet og kraft. »Dette er en fest, hvor alt er tilladt«, erklærede den festklædte bamse på et tidspunkt, og det var en proklamation, man måtte følge for at finde mening i kong Solomons minder.




























