Det hører til de absolutte sjældenheder i poppens og rockens verden af tempo og timing i det hastigt glemte øjeblik, at en kunstner i løbet af en karriere på foreløbig 46 år bliver bedre og bedre for i en alder af 62 år at stå som en af de mest sublime sangskrivere og sangere.
Ikke desto mindre er det sådan, udviklingen har været for Nick Lowe, som sidste år nærmest toppede sin pyramide af formfuldendte album med ’The Old Magic’. Beskeden »Der var ganske positive tilbagemeldinger på pladen. Det er grunden til, at jeg har trukket musikerne af huse og er taget ud for at spille nogle af sangene fra det«, sagde Nick Lowe med vanlig beskedenhed, da han mandag aften indledte sin europaturne i de smukkest tænkelige omgivelser i den nedlagte biograf Palladium i Malmø. Under de smukt draperede lysekroner i en sal, hvor tidligere tiders storhed og skønhed har fået lov at forfalde ganske let, stod Nick Lowes sange perfekt. Og hvad er det så, Nick Lowe og hans sange kan? Det skulle vi få svar på i den første af aftenens små perler, ’Stoplight Roses’.


























