Det er alt for sent for Leonard Cohen at blive en anden end Leonard Cohen. Og hvorfor skulle den noble canadier da også forsøge på det, når han funkler så stærkt på sit 13. studiealbum.
Han genopfinder ikke ligefrem sin poetiske recitationssang her, og den sprukne stemme lyder som noget, han glemte ude i solen engang i 1980’erne.
Alligevel er Cohen på ’Popular Problems’ uovertruffen som garvet førsteelsker, majestætisk, når han ser døden i øjnene med et stift blik, og han er alle de gamle rutiner værd, når han punkterer det hele med et tørt grin.
Gudsbenådet gentleman punkterede alle illusionerSom i sangen ’Almost like the Blues’, der i velkendt Cohen-stil går på den tynde linje mellem frelse og opremsningen af mord, voldtægt og brændende landsbyer. For blot at vride armen om på elendighederne med en forfængelig stikpille:
»There’s torture and there’s killing/ There’s all my bad reviews«.
Den gådefulde Cohen
Ordene er stadig Cohens mesterstykke. Det var trods alt herfra, han kom, før musikken fik ham. Og man lytter til hver eneste krusning af betydning og spejler uvægerligt det præcis i dag 80-årige liv i hver eneste sætning.
Selv når han synger om orkanen Katrina i New Orleans, men især når han synger om vin, roser og magnumflasker champagne for at konstatere:
»The party’s is over/ but I’ve landed on my feet«.
Cohen spiller også bold op ad myten om sig selv på den første af de ni nye sange, den fremragende blues ’Slow’, hvor han i et flertydigt tvist mellem sang, død og sex synger:
Leonard Cohen vender tilbage til Danmark»I’m slowing down the tune/ I never liked it fast/ you want to get there soon/ I want to get there last«.
Hvis vi skulle have glemt det, viser den gådefulde Cohen, at der altid er et strejf af noget urørligt i hans ellers ydmyge livtag med tilværelsen.
Typisk Cohen
Allerede på hans 2012-album, ’Old Ideas’, som var comebackpladen, efter at Cohen kom ned fra bjerget for at genskabe den pensionsopsparing, hans tidligere manager havde brændt af, var produceren Patrick Leonard medsangskriver.
Det har grebet om sig denne gang, hvor Cohen og Leonard har skrevet otte af sangene sammen, hvilket har skabt et musikalsk endnu stærkere album end sidst, fuldt af stramme, gode sange i glødende, lavmælte produktioner.
Her 47 år efter hans første album er formlen velkendt. Cohen økonomiserer med sine fraseringer i en spartansk musikalsk opsætning, og lige når nuancerne er ved at forsvinde i det monotone toneleje, kommer hans trademark, korsangerinderne!, ind fra siden og løfter hele balladen.
Uffe Elbæk: Leonard Cohen går over grænsenHvad end vi genremæssigt befinder os i gospel, blues, veranda-folk eller et fragment af country.
Det er både gamle ideer og velkendte problemer, det er meget typisk Cohen, men absolut er værd at høre om igen.
fortsæt med at læse
