Guitaristen Jakob Bro må i disse dage knibe sig selv i armen over, hvor meget der er kommet ud af hans oprindelige idé om at invitere den aldrende og legendariske altsaxofonist Lee Konitz med i et pladestudie i New York i 2009.
’Balladeering’, som udgivelsen kom til at hedde, blev en mageløs pladesession, hvor de medvirkende amerikanske musikere – Konitz inklusive – var ganske forundrede over, hvad det var, den unge danske musiker havde gang i med så løst skitserede og åbne musikalske strukturer, der syntes at blive vakt til live ud af ingenting.


























