Lad ikke frygten for galskaben få os til at flage med fantasien på halv«, lød det blandt de gamle avantgardister for 100 år siden, og den parole levede i bedste velgående videre tirsdag aften på Klang-festivalen.
Aftenen sluttede i et stort kaos af kastede øldåser og bordtennisbolde godt blandet op med tætte forløb for helt traditionelle instrumenter. Hvor den japanske komponist og dirigent Rei Munakata som den sidste af seks komponister havde forsøgt at skildre et stykke virkelighed uden at lade sig begrænse af noget.
Det var gamle og unge musikalske anarkister, der spillede sammen. Ensemble Aleph har i Paris dyrket mellemtingen mellem musik og teater i 35 år, mens Curious Chamber Players fra Stockholm er noget yngre i branchen for musikalske flip, der balancerer på grænsen mellem liv og kunst.
Anbefalinger: Fire koncerter du skal opleve på Klang FestivalKlang iscenesætter både tjekkede teknologiske nyskabelser, højtragende modernisme og gammeldags avantgarde, og tirsdag var det tid til at give lods for det sidste. Med syrede opstillinger og mærkelige ideer, ja. Men med rigtig musikalske resultater.
Kindrytmer og syretrip
Der sad kun fire mennesker på scenen i aftenens første værk af Dominique og Louis Clément, der er henholdsvis komponist og visuel kunstner.
Alligevel var informationsmængden helt ufattelig. Én vrængede med to klarinetter i munden, en anden klappede rytmer på kinderne, en tredje slog blidt slag på en skål nedsænket i vand, mens den sidste rodede rundt inde i flyglet. Lukkede man øjnene, lød det som et sart og fremmedartet lydlandskab med nænsomme udsagn. Åbnede man dem, lignede scenen en galeanstalt fra en tegnefilm.
Kraftwerks kølige lyd fungerer fint som jazzKoncerten gav både et lille klangeventyr med spilledåser, støjende flader og klange bygget af køkkengrej. Men der var også rablende gummisprog i stramme tøjler, da sangeren fra Aleph vildt ekvilibristisk opførte Kurt Schwitters ’Ursonate’ fra 1932. Som vrøvlende sekvenser af hjemmelavede ord, der blev til rigtig meningsfyldte lydmalerier af krigsscener og eftertænksomhed.
Det sidste værk, det med øllerne, var dog det mest syrede. Aftenens velklædte minutiøse dirigent, Rei Munakata, viste sig at være en mand med rigtig mærkelige lydlandskaber i hovedet.
Der var 100 øldåser væltende rundt på scenen, bordtennisbolde flyvende om ørerne på musikerne, cornflakes spist knasende fra æsken og alt muligt andet. Musikken var angiveligt en scene i en flyvemaskine skruet sammen som et mere og mere intensivt flip, hvor instrumenterne og remedierne smeltede sammen til en teaterforestilling for ørerne.
Guide: Disse Reumert-forestillinger kan du stadig seNogle vil måske sige, at det lyder som noget pjat. Som gøgl og forvirring forklædt som kunst. I det spørgsmål handler det om musikernes kvalitet. De to erfarne ensembler tirsdag havde netop den timing og den evne til at fastholde et udtryk gennem hele værket, der skulle til, for at der kom form på galskaben.
Lige så stram og alligevel helt anderledes var oplevelsen af minikoncerten sent søndag.
Revet rundt i manegen
Klang giver også plads til hovedværkerne i den modernistiske musik i efterkrigstiden, som ingen længere har hørt. Altså den slags musik med voldsomme musikalske gestikulationer, som alle mennesker hadede, da den blev til. Men som sjovt nok i dag virker mere vedkommende end farlig, når den får lov at komme til live.
I den ånd leverede den svenske pianist Jonas Olsson søndag den første affyring af i en vild tretrinsraket med alle tre klaversonater af Pierre Boulez over tre aftener. Den i dag 90-årige modernist skrev de tre nærmest uspillelige stykker i årene efter Anden Verdenskrig som voldsomme eksplosioner af klang.
Olsson spillede den første sonate med en knivskarp attitude, der gjorde en dyd ud af at få alle de mange episoder afleveret i samme stand, som de blev tænkt og nedskrevet. Med så absurde og abrupte skift mellem sindsstemninger, at man skulle tro, at komponisten havde været bange for, at publikum kunne nå at føle andet end vind i håret.
Der var ingen leflen for lyttevanerne på Click FestivalDen modernistiske stil var gennemført i al sin iturevne natur, hvor Olsson kunne dvæle ved skæve landskaber det ene øjeblik. For det næste at eksplodere helt uforberedt. Det var imponerende musikerskab af den ambitiøse svenske pianist.
Det lyder måske som en syg fornøjelse, men jeg tror, at alle de fremmødte fans var rigtig godt tilfredse med at være blevet revet rundt i manegen i den lille halve time, det varede. Jeg var i hvert fald.
I aften får den sidste sonate lov til at lukke årets festival.
fortsæt med at læse
