Lenny Kravitz er bare mere en model end en musiker

Model. Kravitz ville indtage Smukfest som musiker i stedet for model. Det lykkedes ikke for ham.
Model. Kravitz ville indtage Smukfest som musiker i stedet for model. Det lykkedes ikke for ham.
Lyt til artiklen

I de sidste mange år har Leonard Albert Kravitz gjort sig mere bemærket med birollen i Hunger Games-filmene end med den birolle, han efterhånden spiller i moderne rockmusik. Derfor var det logisk, at han søgte tilbage til rødderne, da han torsdag nat indtog hovedscenen på årets Smukfest.

Både til sine egne rødder i skellet mellem 1980’erne og 1990’erne, hvor Lenny Kravitz solgte millioner af plader, og til de rockhistoriske rødder, han altid er dykket ned i for at finde elementer til sin musikalske identitet.

Dengang i storhedstiden havde Lenny Kravitz travlt med at være kærester med tidens hotteste kvinder, vise sit vaskebræt frem og snakke passioneret om vintage-instrumenterne bag sin retro-lyd. Kravitz poserede i enhver forstand.

Fra model til musiker

Under Skanderborgs bøgeblade havde Lenny Kravitz åbenlyst tænkt sig at gå fra at være modellen til musikeren Lenny Kravitz. Uden at han helt kunne lade være med at skabe sig i rollen som orkesterleder. Og stille sig an.

Siden sit uheld med et par flækkede læderbukser i Sverige forleden (se under #PenisGate) havde Kravitz fået et sig et par nye til at matche læderjakke og fluesolbrillerne i det velplejede rocklook.

Musklerne har mere kant end musikken på Lenny Kravitz nye album

Men med et stort band af både spjætdansende korsangerinder og muskuløse hornblæsere i ryggen lod Lenny Kravitz sine kendte sange som ’Always On The Run’ og ikke mindst ’Let Love Rule’ kokse ud i ti minutter lange jammede forløb. Vi nåede lige ni sange på godt halvanden time.

Ude i tovene

Det groovede ind i mellem, især omkring den urokkelige søjle som bassisten Gail Ann Dorsey udgjorde i det til tider sejlende kaos, og Kravitz sang sikkert med sit karakteristiske gearskifte mellem soulblid falset og forvrænget rockvokal med Jimi Hendrix-ekko. Men nogen god koncert blev det aldrig.

Den 51-årige Lenny Kravitz har engang skrevet et par gode sange efter gamle, velprøvede opskrifter, og hans intentioner om at forvandle Smukfest til en dampende souleksplosion af tunge grooves og improvisationer med stribevise af soloer fra saxofon, trompet, guitar og trommer var ikke dårlig. Lenny Kravitz er bare mere en model end musiker.

Flere gange jammede han sig ud i tovene, hvor han var tættere på kaos end at slå hul ind til den musikalske himmel, og da Kravitz skulle have publikum til at synge »Let Love Rule«, var det hans redning, at Smukfest er leveringsdygtigt i landets mest sangglade festivalkor. Ellers var dét aldrig kommet op at stå. Og han fik da også slået det i stykker igen.

Til sidst satte Kravitz og band et par hurtige fuldtræffere ind med hidsige ’Fly Away’ og ’Are you Gonna Go My Way’.

De blev holdt i mere sikkert greb og druknede ikke mellem høje ambitioner og manglende evner. Måske skulle Lenny Kravitz lige gøre sig notat af det. Med andre ord: stram op!

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her