Det svenske guitar-es Ulf Wakenius er muligvis nok på papiret født i Halmstad. Men på grund af sit nære samarbejde med dels Svend Asmussen, dels Niels-Henning Ørsted Pedersen opfattes han af mange som landsmand.
Og det var da også med en vis indforstået jovialitet, han konverserede publikum, da han med en stærk rytmegruppe bestående af pianisten Lars Jansson, bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Paul Svanberg gav intimkoncert i Montmartre. Man kunne mærke, at han holder af vort land og sågar også vores for en svensker svært udtalelige modersmål.




























