Danske jazzmusikere ligger bestemt ikke på den lade side. De spiller uafladeligt i alle hånde sammenhænge og befrugter hinanden musikalsk på kryds og tværs af generationer og foretrukne genrer. Og det er godt.
Men ikke ubetinget. For i og med at mange grupper er til lejligheden nedsatte konstruktioner, som udspringer af »hey, ku' det ikke være fedt at lave noget sammen«-ideer undfanget hid eller did, er ensemblerne kun sjældent synderligt sammenspillede, fordi der kun bliver tid til en enkelt 'øver' eller højst halvanden.
