Den lange, magre teenager Gil Evans fra Canada så angiveligt – eller hørte vel snarere – lyset som 15-årig i 1927, da han i San Francisco overværede en koncert med Duke Ellington.

Dengang havde han næppe forestillet sig, at han ville blive regnet for jazzens mest originale arrangør og orkestrator ved siden af netop Ellington.

LÆS OGSÅ Jazz-jubilarer foldede sig ud som ukrudtsplanter og vilde blomster

Allerede i slutningen af 1940’erne begyndte han at sætte sit stempel, da han var med til at skrive de lyse, elegante bebop-arrangementer til Miles Davis’ nonet, der endte som milepælen ’Birth of Cool’ (1949).

Evans udvidede, inspireret af orkesterlederen Claude Thornhill, sine arrangementer med instrumenter, som ellers blev forbundet med symfoniorkestre, blandt andet klarinetter og fløjter i alle størrelser, tuba, valdhorn, obo og fagot. Og han udnyttede disse med mesterlig sans for klangfarverne i musikken, inspireret af fransk, spansk og russisk impressionisme.

Satte tyngdekraften ud af spil
Det er sjældent, at Gil Evans’ musik spilles i dag. Derfor stor ros til DR Big Bandet for arbejdet med at sammensætte og genopføre en række af Evans’ centrale arrangementer med så godt som fuld instrumentation (dog ikke harpe). Det er det mest perspektivrige, DR Big Bandet har præsenteret i dette efterår.

Som koncertens programlægger, basunisten Peter Jensen, forklarede fra scenen, så kunne Evans ’belyse’ en oprindelig kompositions essentielle passager med sine harmonier. Evans mestrede tonesætningen som en akvarelmaler med sans for luftige kulører. Han udviklede et komplekst, stemningsmættet udtryk og udnyttede orkestret i højden og bredden.

I de bedste passager er Gil Evans' musik svævende og lysende med en stoflighed, så man føler, at man kan række ud og røre ved den. Og tyngdekraften syntes da også som ved et illusionsnummer ophævet ved flere lejligheder i Koncerthusets Studie 2 fredag aften, der var en rejse igennem dele af Evans’ univers under dirigent Steen Hansens ledelse.

I ’Springsville’ fra pladen ’Miles Ahead’ (1958) leviterede man allerede en smule fra stolesædet sammen med Evans' tætlagte harmonier. Og i ’Blues For Pablo’ fra samme udgivelse var altsaxofonisten Nikolai Schultz nok solist, men det var orkestrets melodiske stemmeføringer, der havde den egentlige hovedrolle.

Spansk inspiration på toppen

Med stykkerne fra Gershwins ’Porgy and Bess’ var vi helt inde i kernen af Evans’ kunst. På den middelhurtige ’Gone’ var Gerard Presencers solo transskriberet efter Miles Davis' oprindelige. Det fik dog aldrig den øjeblikkets spontanitet og timing, som en selvstændig solo rummer. Som Peter Fuglsangs altsax med attitude i den hærdebrede ’St. Louis Blues’, mens Vincent Nilssons ekspressive basun aldrig rigtig faldt i hak i ekstranummeret ’Jelly Rolls’.

Så Mads la Cour kom til at stå som aftenens væsentlige solist med sit kloge, melodisk og klangligt nuancerede spil i tydelig gæld til Miles Davis. I første sæt lyste han i ’Summertime’, som havde en luftighed og dybde, der rakte helt ned til Jakob Muncks hvalagtige tuba.

LÆS OGSÅ Mesterlig kamæleon havde varme i hornet på Jazzhouse

Og smukkest var koncertens finale med spansk inspiration:

’Maids of Cadiz’ med Max Artved som solist på obo, og endelig den lange, hypnotiske ’Solea’, der i bigbandets fysisk strømmende fortolkning stod som Gil Evans' jazzede ækvivalent til Maurice Ravels ’Bolero’ med processionsagtig trommepuls, kastagnetter, karakterfulde hornstemmer og solospil af ypperlig kvalitet fra la Cour på flygelhorn.

fortsæt med at læse

Klavermester gjorde tiltrædelseskoncert til en rent sovjetrussisk aften