Allerede i aftenens første musikalske indslag, det livlige stykke ’French Kiss For Valerie’, kunne der laves en hel musikquiz om de associationslag, der var at finde i den amerikanske saxofonist David Murrays vitale solospil.

Som en kamæleon kunne han i en frase antage en syngende tone med vibrato som en Dexter Gordon, ændre kulør i den næste til det mere tørre og rastløse som en John Coltrane, eller danne en figur, hvis top af forrevne hyl kunne minde om en Pharoah Sanders eller en Albert Ayler.

Et af aftenens smukkeste stykker i al sin skrøbelighed, standardballaden ’Chelsea Bridge’ af Billy Strayhorn, var naturligvis dedikeret til gode gamle Ben Webster, som yndede denne melodi.

Eklektisk
Og der var lidt af Big Bens brede, varme og rolige tone i Murrays horn. En tone, der kunne gøre en sang til et romantisk anliggende og give lytterne fjerne blikke og følelsen af blidt smertende melankoli i brystet.

Det mærkelige ved David Murrays spil er, at det former sig som noget selvfølgeligt, ikke som en kalkuleret eklekticisme eller et show med skiftende kostumer.

Og sandt at sige har man jo kendt Murray som sådan i årtier. Ja, allerede tidligt i karrieren, der tog form i anden halvdel af 1970’erne, blev David Murray betegnet som en traditionsbevidst avantgardist.

Og Murray, der modtog Jazzpar Prisen tilbage i 1991, blev af mange anset for fremtidens mand, en af jazzens fornyere, der skulle løfte arven videre i sin særlige kombination af fortid og eksperimenterende nutid.

Årene har vist, at David Murray strengt taget ikke har kunnet indfri de forventninger. Han har konsolideret sin stil, men ikke udviklet den nævneværdigt.

Men at han stadig er en interessant og hørværdig musiker, beviste han torsdag aften med sin noget besynderlige gruppe, der ikke desto mindre fungerede langt mere på Murrays præmisser, end i sommers, hvor han under Copenhagen Jazz Festival dannede umage makkerpar med soulsangerinden Macy Gray.

I øst og vest
Det besynderlige i Jazzhouse torsdag lå i den uligevægt, som var til stede i gruppen. På den ene side Murray og den voldsomt kreative og teknisk uovertrufne trommeslager, Nasheet Waits, der forstod at give sin kapelmester modspil med en skarp og nutidig fornemmelse.

På den anden side gruppens bassist Jaribu Shahid og pianist Rod Williams.

De virkede begge langt på vej som ret gennemsnitlige musikere, og især i aftenens første sæt var de ikke på omgangshøjde med situationen.

Der var noget næsten grotesk i den måde, Williams på den ene side af scenen ved flyglet, så snart han havde solo, stædigt og nærmest mekanisk holdt fast i konventionel swingrytmik og ordinære bebopfraser, mens Nasheet Waits, der er vant til ganske andre udfordringer i trio med Jason Moran, på den anden side forsøgte at etablere en leg med materialet.

I passager var det, som spillede de i øst og vest.

Vågnede op til dåd

Derfor var det også noget af en overraskelse, at Rod Williams pludselig, i andet sæt i et stykke med Murray på varmt raspende basklarinet, vågnede op til dåd og arbejdede intenst med abrupte akkorder og et kubistisk skævt melodispil.

Gruppens musik havde pludselig en herlig kantet, moderne følelse og en stærk indre sammenhæng. Den blev så straks efter afløst af en kæk samba.

Og sådan skiftede kamæleonens musik kulør hele tiden denne uegale aften, som understregede, at David Murray – trods sit fortsat vitale saxofonspil – mangler ikke blot en stærk gruppe, der for alvor kan løfte musikken op i højderne, men også en retnings- og kvalitetssans i forhold til det repertoire, han plukker så tilsyneladende vilkårligt fra.

fortsæt med at læse

Italiensk dirigent sætter ny målestok med massiv vellykket udgivelse