Den tavst bryske Peter Brötzmann er en brølets fyrste. Som saxofonist er han berømt for sin videreudvikling af Albert Aylers saxofonhyl til et imponerende bjørnebrøl, der med en kraft som et færgehorn presses ud gennem hans bas- og barytonsaxofoner. Eller sådan er i hvert fald stereotypen om Brötzmann.
Man fik dog torsdag aften i Jazzhouse et mere nuanceret billede af den efterhånden 73-årige, tyske kraftpakke inden for avantgardejazzen, da han på scenen i Jazzhouse gav et langt koncertsæt i duo med den norske trommeslager Paal Nilssen-Love. Skælvende klarinet De to har spillet sammen ved utallige lejligheder, og 38-årige Nilssen-Love er heller ikke selv nogen vårhare som myreflittig mand på den internationale improvisationsscene, man fristes til at sige til lands, til vands og i luften. Mest kendt er han nok som medlem af den fyrige skandinaviske gruppe The Thing med saxofonisten Mats Gustafsson i front. Nilssen-Love stod for et lydhørt akkompagnerende spil, der ikke overdrev energiniveauet, men i stedet hævdede sig med et rigt og levende klangligt arbejde. I sidste ende var det dog Brötzmanns horn, der sugede opmærksomheden til sig i en malstrøm af bævende lydserier. Tyskeren arbejder i høj grad med klangen på sine horn. Som sådan er han en mester med en stolt, mandhaftig og ekspressivt vibrerende lyd. Og denne aften med et mere organisk og i passager direkte melodisk spil, end jeg før har hørt ham. Ja, sågar oplevede man at høre Brötzmann spille en stille sitrende ballade.
