Det var herligt at se, hvor mange ikke mindst unge publikummer amerikanske Eric Harland med gruppen Voyager kunne tiltrække i det igennem de seneste år både skadesramte og lukningstruede Jazzhouse.
Der var faktisk nær propfyldt, og der var nok adskillige musikere iblandt, som skulle tjekke den stadig mere omtalte trommeslager. Harlands ry vokser i disse år i kraft af engagementer hos en række af tidens fremstående kapelmestre.
LÆS OGSÅ Brølets fyrste sprængte grænser på Jazzhouse
Men også i kraft af, at Harland nu er trådt i karakter som kapelmester og dermed har udvidet sit musikalske virkefelt. Rygter går endda om en kommende indspilning på det hæderkronede selskab ECM.
Elektrisk atmosfære
Man erindrer sig, at Voyager oprindelig er navnet på en amerikansk sonde sendt ud for at udforske rummet.
I Jazzhouse bestod fartøjet af fem fremragende amerikanske musikere, der således har iscenesat sig selv som eventyrere i det uendelige musikalske rum. Og helt ude i galaksens hampemarker lod gruppen musikken udvikle sig fra første tone.
En svævende og elektrisk knitrende stemning fra kanten af atmosfæren slået an af Taylor Eigstis simrende tangenter, Harlands rullende trommer og guitaristen Nir Felders alternative traktement af sin Fender Stratocaster.
Snart viste den amerikanske jazztradition sine konturer på den kosmiske aftenhimmel. Voyager består af velskolede musikere, der alle dyrker en jazzform med rytmisk bid og komplekse rytmiske strukturer.
Gruppen arbejder med dette i en kollektivt udfoldet, løsagtig form med simple melodiske og rytmiske motiver, der slås an, sættes i gang og udvikler sig i dramatisk stigende bølger med stadig nye lagdelinger og lynhurtig melodisk bordtennis musikerne imellem.
Interstellar puls
I sine bedste stunder er Voyagers musik som en sydende, interstellar bølge af pulserende jazz, der kan minde om Kurt Rosenwinkels gruppemusik, dog uden dennes mere stringente kompositoriske tænkning.
Men der er også i de cirkulerende udforskninger af melodiske motiver og beats associationer i retning af den succesfulde schweiziske ECM-gruppe Nik Bärtsch Ronin og stænk af både Pat Metheny og Steve Reichs minimalisme.
Og selv om Eric Harland er en forbistret dygtig trommeslager, der også denne aften gav (i længden trættende) prøver på den kontante, polyrytmiske stil, som er så typisk for amerikanske trommeslagere, så er han en af dem, der nuancerer stereotypen om samme.
Harland har nemlig også anstrøg af europæisk klangdyrkelse og impressionisme, når han håndterer filtkøller og bækkener.
Pianisten Taylor Eigsti indtog for det meste en akkompagnerende rolle, men viste sig også som en begavet solist. Men især Nir Felder, der på Voyagers igangværende turné har erstattet guitarkometen Julian Lage, gjorde et glimrende stykke arbejde både solistisk og som opfindsomt urovækkende lydmager.
LÆS OGSÅ Tysk pianist og dansk trommeslager nåede stormfulde højder på Montmartre
Han er klart at foretrække frem for den mere ferske og konservative Lage. Derimod kom tenorsaxofonisten Walter Smith III's lakoniske spil ikke for alvor ud over rampen.
Dermed også antydet, at Voyagers rumeventyr ikke foregår uden visse tekniske vanskeligheder.
Det mest grundlæggende problem er gruppens hang til at trække alting i langdrag. Indledninger, intermezzi, langsomt døende afslutninger, som ikke vil dø. Det er en musik omgærdet af omstændelige væverier og ineffektivitet i kommunikationen. Det bemærkes hermed fra Nasa's kontrolcenter.
fortsæt med at læse
