Den efterhånden 59-årige amerikanske guitarist Pat Metheny er en af jazzens få egentlige superstjerner.

En musiker, der har nydefineret jazzguitarspillet siden midten af 1970’erne og fået et stort publikum især for sin melodisk flydende fusionsmusik. Metheny vil utvivlsomt ende som en legende. For mange er han allerede en sådan.

I hvert fald er Pat Metheny et fænomen som musiker. Som instrumentalist besidder han et fuldkommen frapperende teknisk overskud. Ikke desto mindre har han også i de seneste mange år været fanget ikke blot i sit eget spils klicheer, men også i sine egne og publikums forventninger til ham.

Skarp som en ragekniv

Dette prægede også på godt og ondt koncerten i Falconer Salen lørdag, hvor Metheny med sit relativt nye orkesterprojekt, kaldet Unity Group, gav fuld valuta for de dyre koncertbilletter med en koncert, der varede næsten tre timer, og hvor Metheny ikke forlod scenen en eneste gang.

Meget kan man sige om ham, men spillehumøret og respekten over for publikum er intakt.

Methenys Unity Group markerer især samarbejdet med saxofonisten Chris Potter, en af jazzens absolut førende i dag på sine instrumenter. Det er tredive år siden, at Metheny samarbejdede med en anden feteret tenorsaxofonist, nemlig nu afdøde Michael Brecker, der medvirkede i Methenys såkaldte ’80/81’-gruppe.

Potter leverede da også varen, skarp som en ragekniv. Men man oplevede mest den virile side af ham på Methenys præmisser. Potter spillede lige op med ham helt bogstaveligt, da de to i duo gav en gnistrende, men også forceret version af ’All The Things You Are’. Ren show off.

Fragmentarisk lyd

Man kan dog ikke klandre Metheny for at omgive sig med dårlige musikere. På scenen stod også den nye og glimrende bassist Ben Williams, den præcise Antonio Sanchez på trommer og som det sidste krydderi Giulio Carmassi på keyboard og vokal foruden en opstilling af mekaniske instrumenter, bl.a. vibrafon, slagtøj og flasker fra Methenys næsten groteske ’Orchestrion’-projekt.

Koncerten faldt groft sagt i tre dele. Først et miks af kompositioner fra de seneste år samt ældre melodier, heriblandt en intens version af ’James’ fra det legendariske ’Offramp’-album (1982). Anden del var helliget helt nyt materiale fra gruppens nye cd, ’Kin’. Og til sidst var der dømt hitparade med en række Metheny-klassikere fra den fyrre år lange pladekarriere.

Et problem, der stjal en del af muligheden for at nyde koncerten, var den fragmentariske lyd. I hvert fald hvor anmelderen befandt sig nede foran til højre, fanget mellem scenelyd og salens lydforstærkning, så lyden fra instrumenterne var spredt i flere retninger.

Men også musikalsk ved mangel på mådehold især i Methenys spil. Så meget lir. Hans imposante teknik og lækkert iscenesatte musik kan virke besnærende. Og dog var det en kendt verden, vi så og hørte.

Sank tilbage i guitarsekvens

Med dette menes ikke kun, at Methenys musik i lang tid har lydt ens. Der menes også, at hans tendens til at bygge sit spil op på samme måde med fokus på det effektfulde er blevet en ond cirkel.

For var der ikke noget patetisk i den måde, han og orkestret – nærmest som et koreograferet ritual – endnu en gang leverede det drømmende live-hit ’Are You Going With Me?’ i koncertens afsluttende sekvens, komplet med Methenys ekstatiske soloafslutning inklusive den klassiske Roland synthesizer-lyd på guitaren?

Oven på alle de mange toner og hektiske tonekaskader, oven på den problematiske lydgengivelse og oven på så langstrakt en koncert var det forbavsende, hvordan man i de sidste minutter alligevel sank tilbage og kunne nyde den intense og sprøde klang fra Methenys akustiske guitar i en udsøgt slutsekvens, hvor han alene på scenen fremtryllede et potpourri over en række af sine melodier.

Det var slående, hvor iørefaldende og formfuldendte de tog sig ud. Og det peger på, hvor fremragende en musiker Metheny trods alt er.

fortsæt med at læse

Jazzikon får den kolde skulder af sine kolleger