Den amerikanske saxofonist og crooner Curtis Stigers har et stort og trofast publikum i Danmark. Og i løbet af det seneste årti har vi haft fornøjelsen af at have ham på besøg et antal gange, ofte i lidt længere perioder.
De seneste par år har han imidlertid svigtet os ved at holde sig borte. Og derfor var gensynsglæden dobbelt stor, da han entrede scenen i Jazzhouse sammen med sin velspillende kvartet.
Flirter med hele rummet
Lidt mere gråt var håret, og scenen i klubben renoveret. Men ellers var alt ved det gamle.
I løbet af de første par minutter på scenen tryllede den 47-årige laban fra Boise, Idaho, enhver afstand mellem sig selv og publikum væk med sin afvæbnende charme og humor.
Kvinderne fik hurtigt drømmende øjne, og deres mænd sendte manden på scenen beundrende blikke. Hvilket man godt kan forstå.
For han er så cool, sexet og lidt blæret på den tilladelige måde, at det ganske enkelt ikke er til at stå for. Og så har han den der sjældne, fuldstændig lydefri rapport med sit publikum, der gør, at alle tilstedeværende føler sig set og i kontakt med performeren.
Curtis Stigers flirter på en gang med hver enkelt kvinde og med hele rummet.
kritik Curtis Stigers skamroste JazzHouseInderligt overskud
En af Curtis Stigers’ betydeligste evner som sanger er en nærmest enestående fortolkningsevne. Han kan tage stort set en hvilken som helst popsang og gøre den til sin egen, give den et drej, så den forekommer ny og sprød. Og det på en måde, så man som lytter tænker, at sådan har man måske nok aldrig fået den før, men det er sgu da sådan, den ræv skal pelses.
Hvilket han lagde ud med at give anskuelighedsundervisning i med en rent ud sagt følt version af Randy Newmans ’I’ll Be Home’, kongenialt forløst med uforstilt inderlighed og vokalt overskud.
Men Curtis-drengen er ikke nogen ueffen sangskriver selv. Og det demonstrerede han blandt andet med den indtagende mambo ’You Got The Fever’, som han understregede handlede om sex. Det havde han ikke behøvet, for det fremgik med al ønskelig tydelighed af fremførelsen, der kælent og dansant vuggede salen i stemning, så fadøl fik lov til at være fadøl.
Knastør crooner rør ikke ved konceptetAt han oprindeligt ville være rocksanger og har et stort og bankende hjerte for the blues, lod sig ikke skjule, da Willie Dixons klassiske ’My Babe’ fik en ordentlig en på hatten med Ray Charles-klaver, Fathead Newman-saxofon og et swing så sejt som en hel bule fuld af dansende sorte i Syden.
Og her fik pianisten Matthew Fries lov til at rulle sig ud som den efne og versatile musiker, han er, og i aftenens løb viste han, at han kan spille som snart sagt hvem som helst: Red Garland, Bill Evans og Jerry Lee Lewis.
Hyldede his Bobness
Curtis Stigers har også en rem af standuppernes sarkastiske hud, som han viste en sympatisk side af med sin intro til David Poes letbitre ’Everyone Loves Lovers’ – der handler om, at det er vel nok dejligt med forelskede par, medmindre man altså selv er forladt, alene eller bare ikke gider høre på deres sødladne tuttenutteri.
Med et herligt ekko af Irving Berlins ’Snooky Ookums’ og fremført i en inciterede shuffle, hvor guitaristen med det forpligtende efternavn Scofield lagde en makronbund af blærede akkorder, mens bassisten Cliff Schmitt og trommeslageren Keith Hall overlegent legede med.
Bob Dylans fremragende sang til Curtis Hansons Michael Chabon-filmatisering ’Wonder Boys’ – med uret overset – fik sin bekomst, så his Bobness selv ville have nikket bifaldende, havde han været blandt publikum.
LÆS OGSÅ Kontrolfreak udgiver perfekt cd
For her baksede Stigers vokalt med noget, der krævede andet end traditionelt croon, men som han fint signerede med en vokal, der lagde sig et sted mellem Sinatra og den desværre nu afdøde mestersanger Willy DeVille, tilbagelænet, cool, men med masser af glød.
Det kan godt være, at mange kunstnere har haft held med at lave covers af Dylan, men kun de bedste formår at få noget nyt ud af materialet. Og det gjorde Stigers, men med udpræget kærlighed til originalen.
Enkelte skønhedspletter var en alt for bombastisk fortolkning af John Lennons ’Jealous Guy’ (fra ’Imagine’) og en slap version af Elvis-klassikeren ’That’s Allright Mama’, som bare ikke fungerede.
Men da aftenen sluttede med ’Goodbye’, blev der sat punktum for en fremragende intimkoncert med en fremragende sanger og saxofonist.
fortsæt med at læse
