Med et smil, hun havde svært ved at undertrykke hele aften, udbrød Coco Karshøj mod slutningen af Quadrons koncert i Store Vega:
»Vi kan ikke blive ved med at mødes på den her måde«.
Det var henvendt til de mange venner og familiemedlemmer, hun i løbet af den betagende lille aften havde fået øje på i den stuvende fyldte sal.
Og med bopæl i Los Angeles og hårdt arbejde for at give Quadron et større publikum verden over, er det nok ikke meget, de får set til den 25-årige sangerinde med den store stemme.
Blid soulpop med smidige baslinjer
Resten af salen har nok ikke noget imod at møde Quadron og den fortryllende sangerinde Coco igen på samme måde. For det er sjældent, man oplever en så lysende popstjerne med dansk pas.
Med smil i øjet, rullende hofter og klædt i pailletglimtende guld charmerede hun et Store Vega, hvor kvinderne dominerede det unge publikum, mens mændene mest stod bag deres kæreste og lavede ’Coldplay-låsen’ med armene rundt om hende under de mange soulballader.
Og de fik lige, hvad et symbiotisk vuggende par åbenbart har brug for på en hverdagsknasende aften i oktober: Blid soulpop med smidige baslinjer og smægtende melodier fra den på alle måder funklende Coco.
Men så heller ikke så meget mere. For selv om hun er generøs med sit smil og karismatisk i sin stil, var Coco faktisk nærig med sin skønne stemme midt i sin triumf af en hjemkomst.
Ingen problemer i syne
Sidst, Quadron spillede på Vega, var det i den lille sal. Onsdag aften stod der folk uden for og spurgte efter billetter. Til den første af hele to udsolgte koncerter.
Men der er også sket meget siden. Den amerikanske opmærksomhed er steget, og udover en fanskare med Prince og Pharell, har Jay-Z haft bud efter Coco Karshøj. Og så har de udgivet det stærke album, 'Avalanche'.
LÆS ANMELDELSE
Dansk soulduos andet album er et blidt og inderligt bragDerfra kom aftenens åbningsnummer, 'LFT', der straks satte publikum i bløde svingninger med sit soulgroove.
Glæden over at stå på hjemmebane lyste ud af Coco, mens hun i omkvædet knurrede: »I'm still looking, still looking for trouble«.
Og det kunne man så gøre resten af den lidt over en time lange koncert. Være på udkig efter problemer. Uden at finde nogen.
Ingen bliver stødt på manchetterne
Aftenen vævede sig frem og tilbage mellem Quadrons to album, fra en medrivende 'Favorite Star' over deres Michael Jackson-homage på 'Never Land' til den midnatsglødende ballade 'Sea Salt.
Den anden halvdel af Quadron, Robin Hannibal, optræder aldrig, og var erstattet af et tremands-band fra Los Angeles på bas, trommer og tangenter, der gav Coco en mere sikker, men aldrig inderligt brændende opbakning.
I det hele taget kom Quadron til kort på lidenskab. I al sit forførende væsen og Sade-sensuelle fraseringer er Coco altid i kontrol.
Hendes krop skejer ikke for meget ud, musikken bliver inden for kridtstregerne, og den røgede stemme er tilbageholdt.
Som et lækkert designet Apple-produkt, hvor censur på indholdet sørger for, at ingen bliver stødt på manchetterne.
Slip kontrollen
At der er mere at hente bag Cocos selvsikre optræden blev tydeligt, da hun i ekstranummeret flammede op i en imponerende gospelfrasering – for så at slå over i The Supremes-soulpop på 'Pressure'.
Nu behøver soul ikke at have splinter i hverken røven eller hjertet, men man kan savne et kontroltab i Quadrons sorgløse kælen for sit henførte publikum.
Og lige der, hvor stemmen stejlede, flængede Coco pænheden. På dén måde vil jeg gerne møde Quadron igen.
fortsæt med at læse
