Dansk soulduos andet album er et blidt og inderligt brag

Tema. Kærligheden er i fokus på Quadrons andet album.
Tema. Kærligheden er i fokus på Quadrons andet album.
Lyt til artiklen

De kan egentlig sagtens hver for sig, de to halvdele, der tilsammen udgør den danske soulduo Quadron.

Tidligere på året udgav Robin Hannibal sammen med den canadiske sanger Michael Milosh den satinbløde soulplade ’Woman’ under aliasset Rhye.

Samtidig har sangerinden Coco O. gæstet Tyler, the Creators seneste soloalbum, og hun er trådt i karakter som solist på det Jay-Z-kuraterede soundtrack til Baz Luhrmanns ’The Great Gatsby’.

LÆS OGSÅ Coco O fra Quadron: »Jeg føler jo, at jeg hører til på 1. klasse!«

Alligevel sker der noget særligt, når de knalder panderne inderligt sammen under navnet Quadron.

Duoen udgav deres første album i 2009, og siden da er rygterne om deres andet album fløjet som kastevinde frem og tilbage over Atlanten, efter at først Hannibal og siden også Coco rykkede livet i Danmark op ved rode og allokerede tilværelsen til Los Angeles.

Blød violin
Fire år senere er opfølgeren landet. Og selv om ’Avalanche’ er både blid og blød af en lavine at være, er den lige så betagende og, undskyld, medrivende, som det naturfænomen, den er opkaldt efter.

Men det er også en plade, der tager den med ro. En sniger, der som helhed står i ganske skarp kontrast til den uimodståelige førstesingle ’Hey Love’, der med samplet nynnekor, håndklap og et brusende, klaverbåret uptempo-omkvæd fortsat fremstår som det mest utilslørede hit på ’Avalanche’.

Sangen handler om at vente utålmodigt på kærligheden, og det er et tema, som på vellykket vis gennemsyrer hele albummet.

Der er en uskyld over ’Avalanche’, der primært lever i Coco O.’s lyrik, men som også lurer under overfladen i hendes udsøgte vokal.

Selv om den kun er blevet bedre og langt mere nuanceret, end den var på debuten, har hun stadig ungdommen i sin stemme, som den smyger sig ubesværet i fløjlsblød slalom hen over Hannibals instrumentering.

Og det i en grad, så man nærmest selv kan kan mærke sommerfuglene flakse rundt i maven på den delikate mid-tempo ballade ’Crush’, hvor det i verset nærmest føles, som om Coco sidder på ens skulder og synger ind i øret på en, imens hun beder sin udkårne spille på sig som en blød violin.

Konstant nærvær

Kærlighed er der masser af i Quadrons univers, men den er langt mindre moden end hos eksempelvis Rhye, og det giver god mening, når det er lyden af Cocos stemme, der er Quadrons mest offensive våben.

Hun er en uhøjtidelig diva, der ubesværet veksler mellem at synge om sine veninder (’LFT’), en ulykkelig Michael Jackson-impersonator (’Neverland’) og kærestekvababbelser på ’Better Off’, hvor Kendrick Lamar gæsterapper.

Og ikke på noget tidspunkt mister hun sit nærvær.

LÆS OGSÅ Dansk succesduo fester med Prince og henrykker anmelderne

Quadron er blevet kaldt elektronisk soul, men det er bare en besværlig måde at sige moderne soul på. Der er i hvert fald en meget organisk lyd på albummet, hvor maestro Hannibal har gjort flittig brug af både blæsere, strygere og tangenter med sans for stor elegance.

Og resultatet?

En soulplade, man får lyst til at flytte sammen med hen over sommeren, i håbet om at det kan blive til meget mere på den lange bane.

Pernille Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her