Hun var nok et rimelig irriterende barn. Eller hvordan skal man ellers betegne en niårig skolepige med så stærk tiltro til egne evner, at hun delte autografer ud til legekammeraterne nede i gården?
»Jeg tænkte, at jeg gjorde dem en tjeneste, ikke? For jeg vidste jo, at jeg ville blive stor en dag. Og så havde de den jo«, forklarer Coco O med et stort afvæbnende grin.
25-årige Coco O udlever nu den 9-årige piges drøm. Som feteret sangerinde i duoen Quadron, et band, hun har med produceren Robin Hannibal, udgiver hun 3. juni albummet ’Avalanche’.
Faktisk var det pladeselskabslegenden L.A. Reid fra det store Epic Records, der personligt signede dem.
Det var i Los Angeles. Coco sang et par numre a cappella for ham, hvorefter han pegede på hendes stemmebånd og sagde:
» This is precious. This is gold«.
Hvafforenfisk?
I øjeblikket har Quadron et dansabelt sommerhit med ’Hey Love’, og for et par måneder siden vandt de P3 Gulds eftertragtede talentpris.
På soundtracket til ’Den store Gatsby’-filmen har Jay-Z hyret Coco O til nummeret ’Where The Wind Blows’, og The New York Times’ benhårde anmelder Jon Caramanica anmeldte for nylig en Quadron-koncert helt oppe i det højstemte.
Quadron er med andre ord det mest berømte band, som du aldrig har hørt om.
For herhjemme i Danmark svarer mange stadig ’hvafforenfisk?’, når man siger Quadron.
Så lad os starte med navnet. Ordet ’quadron’ (på dansk kvadron) betyder kvart sort. Og dét er både Coco O og hendes makker Robin Hannibal, og navnet Quadron er valgt for at hylde deres sorte ophav.
»Jeg er typen, der aldrig har kunnet bestille en pizza, uden at pizzamanden insisterer på, at jeg da må være fra hans land. Jeg ser ikke dansk ud. Når jeg er ude at rejse, tror folk altid, at jeg er fra Brasilien eller Iran eller Grækenland. Min far er mulat, halvt afrikaner, og Robins far er halvt afroamerikaner, og vi er meget stolte af det sorte i vores blod«.
Den sorte fjerdedel
Både Robin Hannibal og Coco O bor i Los Angeles for at være tættere på det amerikanske publikum.
Coco O er i denne uge hjemme i København og lave interview op til albumudgivelsen, mens Robin Hannibal sidder hjemme i Los Angeles og laver musik.
Sådan er arbejdsfordelingen i bandet. Coco O står for presse, koncerter og det udadvendte, mens Hannibal står for studiearbejdet og i øvrigt også har succes med sit andet band, Rhye.
Hun er performeren, han er produceren, sammen laver de moderne soulmusik.
»I USA siger folk altid » oh, that’s why«, når vi forklarer, hvorfor vi hedder Quadron. Sådan ’så er det derfor, I laver soul’ – på grund af vores sorte ophav. Og hvis det kan give dem ro, så er det helt fint«, siger Coco O.
Dansk succesduo fester med Prince og henrykker anmelderneEt eller andet har den sorte fjerdedel jo nok betydet. For selv om Coco O’s far spillede punkmusik med Martin Hall i sine unge dage og i dag arbejder som pædagog, så var det følelsen af ’anderledes’, der fik en ung Coco O til at dyrke den sorte musik, især de store r’n’b-sangere fra 1990’erne.
»Jeg vendte mig tidligt mod den afroamerikanske kultur og musik og var faktisk ked af ikke at være mere mørk i huden eller have rigtige krøller. Men mine forældre hørte rigtig meget soul. Jeg er tit faldet i søvn til Sade eller Stevie Wonder, når min mor havde kærester på besøg«.
En slags Michael Jackson
Coco O er opvokset i København, først i Vangede og siden, efter at forældrene gik fra hinanden, på Østerbro. Hun har gået på den kreative privatskole Bernadotteskolen.
»Jeg fandt tidligt ud af, at der ikke var andet, jeg ville, end at synge. Jeg var seks år og ville bare optræde. Og på Bernadotteskolen får man hurtigt den der bandfølelse med samspilsgrupper og en mikrofon i hånden. Men jeg har sådan set altid vidst, at jeg ville blive stor en dag«, siger hun på yderst selvsikker vis.
Det er ret sjældent, at man møder en dansker, der oser så meget af selvtillid. Som ikke er bange for at sige ’ja, jeg er pissedygtig’.
Men sådan er Coco O altså. Hun har aldrig tvivlet på, at der var én vej frem for hende, og den gik direkte mod førstepladsen. Det er ret fascinerende, så vi bliver lidt ved temaet:
»Jeg tænker nogle gange, at jeg jo virkelig lyder som en modbydelig person, når jeg siger det. Men jeg har altid følt, at jeg var en slags Michael Jackson. En stjerne. Og så har det været svært at affinde mig med ikke at være der endnu«, siger hun og søger øjenkontakt.
Måske for sikre, at jeg ikke synes, at hun er modbydelig.
Mellem selvtillid og storhedsvanvid
Jeg spørger til samspillet mellem selvtillid og storhedsvanvid.
»Jeg tror bare, at jeg hele tiden har øje på målet. Jeg ser, hvor målet skal være. Jeg har da også indimellem angst og tænker, fuck, hvad hvis det her ikke kommer til at ske, og hvad skal jeg så gøre? Men jeg tror, det er sundt at have et stort mål i livet. Det er vigtigt at kaste bolden alt for langt, og så rammer man måske et sted i midten«.
Det var omkring 7. klasse, at Cecilie Maja Hastrup Karshøj tænkte, at der sgu nok ikke var mange platinplader i at hedde Cecilie. Derfor skiftede hun navn til Coco.
»Jeg tænkte længere frem, på hvor jeg ville hen, og hvad der kunne virke som sangerinde. Og det virker bare ikke med Cecilie. Jeg så ’Fame’, hvor hende, der synger, hed Coco, og hun var fantastisk. Der var bare mere star quality over at hedde Coco«, fortæller hun.
Øje på målet
Jeg overvejer det med så tidligt i livet at vide, hvad man vil, og så gå så målrettet efter det. Har folk omkring hende ikke syntes, hun var irriterende og for meget?
»Mine venner og familie har bare accepteret det. Men der er da i Danmark meget den der med: Skal du ikke slappe lidt af? Hvorfor skal du hedde noget mærkeligt, du er jo bare dig. Men hvorfor skal man ikke hedde noget mærkeligt og gøre det, man drømmer om?«.
SE OGSÅ
Coco O griner ofte ad egne store armbevægelser. Som da hun lige havde underskrevet sin amerikanske pladekontrakt og straks følte sig for fin til at flyve på økonomiklasse. Og tænkte, at stewardessen da måtte kunne genkende hende.
»Jeg føler jo, at jeg hører til på 1. klasse! Men griner ad mig selv, når jeg bliver utålmodig og har svært ved at affinde mig med, at jeg ikke er der endnu. Men jeg synes, der er for mange, der prøver at gøre karriere halvt og undskylder og siger, at de nok ikke er særligt dygtige eller bliver til noget. Det forstår jeg bare ikke. Hvis jeg ikke selv tror på mig, hvorfor skulle andre så?«.
Tortur at bo i USA
Alle de store r’n’b- og soulsangere i USA fortæller altid om en opvækst, hvor de lærte at synge i den lokale kirke. Så Coco O begyndte at synge gospel i Stefanskirken på Nørrebro.
»Jeg var nok 13-14 år, da jeg fandt ud af, at jeg var dygtig til at synge. Mine musiklærere har altid været gode til at komplimentere min stemme, men det var først, da jeg begyndte at synge gospel i kirke som 16-årig, at jeg blev presset på min stemme. Og det føltes rigtig rart«.
Coco O øvede sig også i Lauryn Hill, Mariah Carey og de andre idolers sange, så hun kunne, og kan, imitere deres fraseringer til punkt og prikke.
Senere blev hun korpige for r’n’b-sangerinden Karen Rosenberg og begyndte at lave musik med Boom Clap Bachelors, inden hun mødte Robin Hannibal i pladebutikken Accord, hvor han arbejdede.
De to blev venner og begyndte et musikalsk samarbejde. Det var i den periode, at Coco O fandt sit udtryk som sangerinde.
»Det var første gang, jeg hørte min stemme på optagelser og fandt ud af, at man kan synge fladt eller mere kraftfuldt og leve sig ind i det, man synger, og så får det et andet, bedre udtryk«.
Jagten på kærlighed
Så det gør hun. Lever sig ind i sin musik. Måske er det derfor, Coco O er så intens på en scene, og man i den grad tror på det, hun synger. Samtidig ligner hun en af Almodóvars kvinder – off, divaagtig og helt sin egen.
Teksterne skriver Quadron sammen, men de tager udgangspunkt i Coco O’s liv. Derfor handler den nye ’Avalanche’-plade primært om ensomhed og jagten på kærlighed.
»Los Angeles er en mærkelig by, og jeg synes, det var sindssygt hårdt, da jeg flyttede derover for to år siden. Jeg boede alene i en lille lejlighed og følte, at alt, hvad jeg elskede, var i Danmark, og at det var ren karriere at være i Los Angeles. Det var nærmest tortur for mig. Selv om jeg boede i gåafstand fra Robin, og han er en virkelig god ven, så havde han også en kæreste, og jeg blev virkelig træt af at se på deres forhold«.
L.A. er ingens by
Coco O og Robin Hannibal fik ret hurtigt nogle numre fra deres første plade, ’Quadron’ (2009), med på soundtracks til film og tv-serier, hvilket gjorde, at de slap for den sædvanlige tilflyttercocktail: tjener/skuespiller/model/musiker/daglejer, fordi der kom faste honorarer ind på kontoen.
Men mens Robin Hannibal hurtigt følte sig hjemme i Los Angeles, kæmpede Coco O med at finde sin plads i musikbranchens hovedstad.
»Jeg var sindssygt ensom og hadede virkelig byen. Jeg følte mig udenfor, som om jeg ikke var berettiget til at være der. Som om jeg sad på nogle andres café, for jeg var jo bare på besøg. Og den følelse er ret svær. Men jo længere tid man er i Los Angeles, jo mere finder man ud af, at alle er tilflyttere, og at ingen i virkeligheden er berettiget til at være der«.
Langt fra botox-Hollywood
I dag bor Coco O i kollektiv i Los Angeles, hvilket er sundt for hendes store behov for omgang med andre mennesker.
Men hun sidder stadig lidt og følger med i vennerne derhjemmes nærmiljøske københavnerliv på Instagram. Hun fortæller, at man nemt får mange bekendte og også bliver inviteret til rød løber-fester og premierer i USA.
Men hun har længe savnet en kæreste. Hittet ’Hey Love’ handler faktisk om netop det med linjer som: » Promise the best is yet to come« – et løfte om kærlighed.
»Jeg havde en stærk ensomhedsfølelse og ledte og ledte efter en kæreste. Jeg troede, det var et godt forum at stå på en scene, hvor så mange kigger på en. At det ville gøre det nemt at finde en kæreste. Men som kvindelig artist er det noget helt andet. Pigerne kommer jo bare over og står til rådighed, mens mænds ego er mere sådan ... » yo girl, that was pretty cool««, fortæller hun om manglen på mandlige groupies.
»De mænd, der kommer over efter en koncert, prøver at være cool og lade, som om de er ligeglade. Og den leg gider jeg ikke. Det er ikke mig, der har stået og set dem optræde, vel? Folk blev ved med at sige til mig, at det bedste kommer til den, der venter. Men ja, ja, hvor længe skal man egentlig vente?«.
Prince og Jay-Z er fans
Efter to utålmodige år i Los Angeles’ Silver Lake-kvarter, bydelen for den kreative klasse, langt fra Hollywoods botox-attitude, har Coco O fundet sin plads, og endda også en amerikansk kæreste.
»Men det var vigtigt for mig at anerkende ensomheden i stedet for skynde mig at sige, at det nok snart gik over. Det var en ny følelse for mig, og jeg ville gerne give plads til den og fortælle, at ensomhed er enormt hårdt, i vores musik«.
Samtidig er det gennembrud og den stjernetilværelse, som hun altid har drømt om, ved at komme inden for rækkevidde.
Folk som Jay-Z, Adele, Tylor the Creator og Prince er hendes fans, og Quadron spiller på stadig større spillesteder foran amerikanere, der kan deres tekster udenad og står i kø i timevis for at hilse på Coco O backstage.
Stadig store drømme
Men det har også krævet kampe med det amerikanske pladeselskab, der med en hær af stylister gerne ville pille ved Coco O’s særlige vintage-cool-stil.
»Der er en masse ideer om, hvordan en kvindelig artist i musikbranchen skal se ud. Det er meget overgearet og glam, og jeg prøver helt at holde mig væk fra Hollywood-stilen. De prøvede meget at style mig i starten, men jeg var iskold og sagde, at det gad jeg ikke. Jeg bryder mig ikke om det der med overdreven makeup inden en optræden. Det gør jo ikke musikken bedre«.
Coco O har stadig store drømme. Hun er faktisk ikke engang tæt på sine drømmes mål.
»Når nogen, jeg ikke kender og aldrig vil komme til at møde i mit liv, kender min musik, så har jeg nået mit mål«, siger hun. Og smiler stort.
fortsæt med at læse
