Det kan godt være, at danskerne var længe om at opdage, at de havde en duo med internationalt format i Quadron, mens udlandet hyldede som den næste store ting og Prince, Jay-Z og Tyler, the Creator havde kastet deres kærlighed på forsanger Coco O. og inviteret hende med på projekter af et helt uhørt format for så ung og forholdsvis uprøvet sangerinde.
Men lørdag aften i Odeon-teltet var det evident, at hjemlandet har fået ørerne op for den elektrisk ladede soulpop, der har sat sit præg på foråret herhjemme med det andet albumudspil ’Avalanche’.
Menneskehavet spredte sig fra scenekanten ud over teltpløkkerne og helt ud i så stor en cirkel, at i hvert fald det meget større Arena-telt også knap havde været stort nok.
Næste gang må de bookes til en større scene. Og fra første beat fra det sindssygt velspillende orkester var der tale om en national genforening af rørende dimensioner.
LÆS ANMELDELSE Dansk soulduos andet album er et blidt og inderligt brag
Og rørt, det var Coco O., hvilket hun proklamerede flere gange mellem de første numre. Overvældet, næsten genert og helt lykkelig stod hun og så ud på det jublende publikum som en vantro.
Fjerboa om halsen
Hvis hun er blevet scenevant på a-listen derovre i Amerika, så skjulte hun det godt.
Hun modtog hyldesten som en ydmyg skønhed foran beundreren, samtidig med at hun trådte ind i forførerens rolle, så snart musikken krævede hendes professionalisme tilbage foran mikrofonen.
Her slangede hun sig, i sort stram buksedragt malet på den smidige krop med en knaldrød fjerboa om halsen.
Selvsikker uden at virke iscenesat. 100 procent tilstedeværende i projektørlyset og tusinder forelskede blikke fra mænd og kvinder og en hel masse piger og drenge.
Bag hende groovede det stramt samspillede orkester med blæsertrio, trommer, percussion og August Rosenbaum bag keyboardet til den masterplan, Robin Hannibal har produceret så garvet, som var det taget ud af musikhistoriske arkiver over soulet 70’er-funk.
Sømløst glidende med spændstigt fjedrende tråd. Og her på scenen lød det næsten lige så velproduceret som velspillet.
Som Michael Jackson før han blev Bad
Det var et skarpt, tight og helstøbt lydbillede, der fik hele teltet til at danse fra første nummer.
Man kom til at tænke på Michael Jackson, før han blev Bad. Hans ’Off the Wall’ fra 1979 dukkede op flere gange, når man lyttede til Quadrons stilsikre koncert her i aften.
Og Stevie Wonder på det smækkende, sitrende funkflod i ’It’s Gonna Get You’.
Nogle gange gled det måske for trygt ud i lyden af kendingsmelodier til amerikanske tv-serier i 70’erne, og man kunne ønske, at orkestret fik et lidt mere varieret materiale at arbejde med.
Beyonce ville synge med
Der var dog plads til et par sjælere også. Skærende smukke og tyst rørende som ’Baby be Mine’, hvor Coco O’s stemme stod næsten alene på en bund af susende synth med minimale knipsende rytme.
R’n’b-fraseringer i fuld kontrol som opadstræbende spiraler. Kraftfuldt og uendeligt smukt. Beyonce ville synge med.
Coco O. har sat nye standarder for kvindelig vokal i dansk populærmusik efter en lang periode med swingnuttede feer, der truttede indad med en vis selvoptaget mystik.
Publikum slugte det råt
Coco O. ville ud til publikum med hele sin personlighed blottet i et stemmebånd så smidigt, at det uden problemer vekslede mellem næsten hviskende høje pitch, der fjernede sig æterisk ud i skumringen, og næste øjeblik var fuldt til stede med næsten metallisk præcision mod publikums ørengange.
Også hun kan lyde som Michael Jackson.
En meget ung soulet Jackson i hendes højeste toner, når hun satte minimalt knas på fraseringerne og med kokette knæk vendte tilbage til øjenhøjde med en dyb kvindelig nærhed.
Og med August Rosenbaums falset som korbackup svingede det elastisk som svenske Jenny Wilson på et nummer som ’Crash’, som, fortalte Coco O., handler om en forelskelse, hun havde, da hun var ti.
Publikum slugte det råt. De elskede hende. Og da sommerhittet ’Hey Love’ skar gennem den næsten romantiske symbiose, eksploderede teltet i dans og fællessang.
»Fuck hvor er hun fræk!«
Samhørigheden var komplet, og struber sang med på omkvædet ’Proove that I’m the one’ fra scenen ud til trærækkerne med de overfyldte pissoirer, og hvis bilerne ud på Holbækmotorvejen kørte med nedrullede ruder, kunne de køre hjem til København og fortælle om en magtdemonstration af en popfest.
LÆS OGSÅ Uforlignelige The National skruede op for alle knapperne
En fest, som Coco O. valgte at afslutte i nyt kostyme. En ligeså tætsiddende buksedragt, nu bare dækket af sølvpalietter, som fik en mand til at udbryde til sin ligeså forblændede kæreste: »Fuck hvor er hun fræk!«
fortsæt med at læse
