For få uger siden spillede The National på Loppen for 400 mennesker.
I dag skulle de spille på Orange Scene foran tusinder og atter tusinder af forventningsfulde Roskilde-gæster.
Ville det amerikanske band med flere følelser end attituder kunne klare omstillingen?
Jeg kunne have sparet mig enhver bekymring.
Et brag af en koncert
The National leverede et brag af en koncert, hvor der var skruet op for alle knapper, uden at et eneste gran af nuance, intimitet og intensitet gik fløjten. Og dét var imponerende!
Mindre imponerende var det ikke, at sangene fra det nye album ’Trouble Will Find Me’ uden videre etablerede sig som øjeblikkelige klassikere ved siden af numrene fra ’Alligator’, ’Boxer’ og mesterværket ’High Violet’.
Efter åbningen med ’Fake Empire’ gik det los med de nye sange, og at ’Don’t Swallow The Cap’, ’Sea Of Love’ og den fantastiske ’I Should Live In Salt’ prompte spillede lige op med ’Bloodbuzz, Ohio’ og ’Squalor Victoria’, gjorde min rygradsrislen til en kronisk tilstand.
Hvidvinstyllende forsanger
Matt Berningers tekster er emotionelt blottede eksistentielle afsøgninger af spørgsmål uden svar.
Han synger om angst, smerte, tvivl og kærlighedstabet med en stemme, der slæber sit fløjlsmørke lod hen over bunden af min melankolske sjæl.
Sådan er det bare.
Men i dag havde Berninger spækket melankolien med en vital aggressitivet, som råbende og anråbende gav sangene en helt ny rækkevidde fra scenekanten.
Ud af alle begrænsninger
Tyllende af hvidvinsflaskerne trådte Berninger med brændende blik i karakter som performer og endte med at kaste hele sit udkrængede jeg i armene på publikum.
Det var dagen, hvor der gik ild i hængemulen, og The National voksede ud alle sine blufærdige begrænsninger uden at tabe sig selv på scenegulvet.
»Dette er det mest glade nummer, vi nogensinde har skrevet«, lød Berningers selvironiske optakt til ’Sorrow’ med nogle af de smukkest-realistiske linjer i nogen kærlighedssang:
»I don’t want to get over you«.
Jeg ville ikke komme mig. Ikke komme videre i livet. Krogen sidder for fast. Det er sådan, jeg synes, man har det med The National.
Når det band er bedst, er det en forelskelse, man hager sig fast i og ikke slipper frivilligt.
Værd at forelske sig i
Igen måtte jeg notere, at Bryan Devendorf med sit skæve beat er en af rockens mest toneangivende trommeslagere, men denne aften var det nok så meget Aaron Dessners glasklare og splintrede guitarfigurer, der gav The National kant og karakter og løftede koncerten til blå himmels.
LÆS ARTIKEL Roskilde-hovednavn til jobsamtale: Jeg kan lide at skrige hovedet af
Få bands formår som The National at kombinere kompleksitet og rå følsomhed, og nu er vildskaben og de store muskler så også kommet om bord.
Stadionrock med nerverne blafrende uden på tøjet. Det er en sjælden ting. Værd at forelske sig i og honorere efter fuld fortjeneste.
fortsæt med at læse
