The National var en velbevaret hemmelighed, da de spillede på Roskilde Festival første gang i 2007.
Det var på Odeon. Da de vendte tilbage i 2010, fik de plads på Arenas større scene, og i år er de et af årets hovednavne og spiller derfor på Orange Scene.
Men har bandet det, der skal til for at betvinge landets største scene? Ibyen.dk indkaldte The Nationals forsanger Matt Berninger til et jobinterview.
Han møder punktlig op som aftalt på Bremen Teater på dagen, hvor bandet skal give intimkoncert på Loppen. Berninger har klædt sig præsentabelt og afslappet i jeans og mørkeblå skjorte og giver et godt førstehåndsindtryk med øjenkontakt og et fast håndtryk. Det første plus er hjemme.
Vi sætter os til rette i de røde plysmøbler. Det er formiddag, og The Nationals forsanger tager en stor slurk af sin medbragte kaffe, inden vi går i gang med jobsamtalen.
Matt Berninger, til en begyndelse vil jeg gerne høre om jeres motivation for at spille på Orange Scene?
»Det er et godt job. Og det betaler godt«, griner han.
Har fortjent Orange
Forsangeren, der er kendt som den karismatiske baryton, der gerne kommer med små, ironiske kommentarer under koncerterne og ellers koncentrerer sig om at formidle de melankolske tekster samtidig med, at han drikker sig igennem en flaske vin under koncerten, er i godt humør.
»De her festivaler er - for bands som mit - de steder, hvor man i den nye musikindustri kan tjene en ordentlig løn. Der gør det muligt for musikere, som ikke er på de store selskaber, at have en karriere. Og så er det sjovt«.
Men hvorfor vi I gerne spille på netop Orange Scene?
»Jeg mener, vi har fortjent det. Vi har givet masser af shows i de sidste 15 år, spillet på små klubber, på festivaler og fået fans undervejs. Vi er blevet et bedre liveband, så jeg mener helt sikkert, at vi kan levere varen på Orange«.
Det lyder jo meget godt, men hvor stort et publikum har I prøvet at spille for før?
»Det aner jeg virkelig ikke«.
Matt Berninger klør sig i det korte fuldskæg og kigger tænksomt op i loftet.
»Hvis vi taler vores eget publikum, altså hvor folk har købt billet kun for at se os, så tror jeg 13.000 mennesker. Men de her festivaler ... Jeg aner ikke, hvor mange der er. Det er, som om menneskehavet ikke slutter. Festivalerne er en meget surrealistisk oplevelse. Det er her, mindre bands kan spille foran store publikummer. Det lærer en at svømme i større vande, at levere på forskellige niveauer«.
Klatrer rundt og smadrer ting
Hvordan har du tænkt dig at optræde, hvis der står 50.000 publikummer?
»Jeg gør stort det det samme, som jeg gjorde, da vi spillede i små klubber: Jeg lukker øjnene og drikker en del og bliver til en slags gorilla på en eller anden sær måde. Der er bare mere plads på scenen. Jeg klatrer altid rundt og smadrer ting. En af de store forskelle fra dengang til nu er, at vi har et stort hold af folk, som hjælper med at desgine showet, så det ligner et The National-show. Det er vi meget heldige med«.
Du har også for vane at gå ned blandt publikum og synge...?
»Det gør jeg meget, ja. Det kan godt blive lidt farligt, når folk vælter rundt og falder, så på nogle af de store festivaler kan jeg ikke gøre det. Nogle steder kan jeg ikke engang komme ned fra scenen. Det er ellers et forsøg på at bryde den fortryllelse, der ligger over det hele. Nogle gange føler man, at man står i et terrarium - bag glasvægge - , og så er det fantastisk at blande sig med de folk, der i tusindvis står og gjalder de tekster, du skrev i dit soveværelse for lang tid siden. Det er virkeligt fedt. Det er vildt, men det er fedt. Altså så længe det ikke bliver farligt«.
Hvis du ikke kan komme ud blandt publikum, hvad vil du så gøre for at skabe intimitet på Orange?
»Det er svært at skabe den der mærkelige, intime forbindelse uden for om dagen i sollyset. Vi er et natteband. Det kan være vi skal spørge Metallica, om de vil bytte spilletid?«, joker Berninger.
Pinlig på scenen
Ja så. Det noterer jeg som en svaghed. Har du så tænkt dig at sige sjove ting fra scenekanten i det mindste?
»Det kommer an på, om det er en dag, jeg føler mig snakkesalig. Vi er ikke komikere. Så det er en kejtet ting, og jeg har altid syntes, vi var dårlige til den slags, men vi har nok lært lidt hen ad vejen. Når jeg har fået lidt vin, bliver jeg som regel bedre til at åbne munden. Det, synes de andre i bandet, er ret pinligt. Men det er ikke noget, vi øver på i forvejen. Jeg øver aldrig jokes på forhånd. Jeg kommer som regel med små nedvurderende kommentarer om vores band for at bryde den spænding. Det er jo en pinlig situation«.
Fordi der er mange fans, der står og kigger på dig?
»Hvis man tænker over det, så er det for mig pinligt at stå og synge mit hjerte ud foran en mikrofon, skrige og synge kærlighedssange foran en masse fremmede. Der er noget... 'Pinligt' er ikke helt det rigtige ord og 'ydmygende' er heller ikke helt præcist, men det er tæt på. Der er noget fjollet over det. Især hvis det ikke går godt!«.
Matt Berninger, udråbt til melankoliker par excellence, griner igen, før han fortsætter. Nu med entusiastisk, foroverbøjet kropsholdning:
»Men det er en del af appealen ved live musik. Det er derfor, jeg elskede at gå til konceter. Det så skræmmende ud. Det så ikke let ud, men det var spændende at se på. Ligesom hvis man kigger på folk, der springer ud i iskoldt vandt eller ser sportsfolk udføre noget meget svært. At se på nogen, som prøver at gøre noget stort eller cool. Som at se live komik. Det er en af de sværeste ting at være publikum til. Hvis det ikke virker, er det frygteligt, men når joken lander godt, er det en stor forløsning. Det er så tilfredsstillende. Og jeg tror, det er derfor, at folk elsker live musik. Ikke fordi det er så sejt og cool, men fordi det ofte ikke er. Man står og venter på: hvornår går det galt. Det er sandheden«.
Ved du godt, at der er tradition for at råbe 'Hvad så Roskildeeeeeeee?!' ud over publikum? Er du klar til det?
»Virkelig? Det er sjovt. Der er sådan en vild, surrealistisk dynamik på de her festivaler med så mange mennesker. De samler sådan en kæmpe, festende flok, der synger sammen til Metallica, Kendrick Lamar eller til trist indierock som vores. Folk, der samles for at synge og lytte til musik, har altid virket godt, og en del af vores skøre menneskehjerne elsker det«.
Aldrig på festival i civil
Selv har Matt Berninger aldrig været på festival, indrømmer han. Det var først som en del af The National han oplevede den særlige musikkultur, og han betegner sig selv mere som en 'rockklub-person'.
»Og så har jeg faktisk en slags angst over for store forsamlinger, social angst«, fortæller Berninger.
»Da jeg gik i skole, var der en festival en dag om året, hvor man kunne skyde balloner ned med pile og prøve karruseller og den slags, og det fik mig til at føle mig meget, meget dårligt til mode med alle de mennesker, samlet på ét sted. Så jeg har lidt en social fobi. Og det er jo ret ironisk, når jeg i dag bruger så meget tid på festivaler«.
Social fobi. Det bliver også noteret på minussiden...
Matt Berninger griner igen. Han tager de store briller af, lægger dem fra sig og fingerer så lidt ved dem igen.
»Det er ret svært, men når jeg går blandt publikum er det noget andet«.
Som et iskoldt brusebad
På scenen forsøger han ignorere menneskemassen og søger i stedet indad.
»Jeg lukker øjnene og går ind i mit sære, sære 'space' og prøver på ikke at være for bevidst om situationen. Hvis jeg tænker over, hvor mange der står og kigger på, bliver jeg ude af den. Altså jeg faker det, men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke en komfortabel performer. Jeg nyder det, men på samme måde som man nyder et iskoldt brusebad. Det er derfor, jeg drikker på scenen. Det er en krykke og får mig til at slappe af. Det gælder selvfølgelig om at ramme en balance ...«
Berninger er altså ret åben omkring sin sceneskræk. Faktisk så åben, at han næsten ikke er til at stoppe igen:
»Jeg synes ikke, det er nemt at stå på en scene. Jeg er blevet bedre til det, men ... Omvendt er det sikkert en del af appealen ved at se os live. Der er en spænding der, en akavet spænding. Det er blevet en del af kemien. Jeg er i hvert fald begyndt at acceptere den følelse af at være sær og malplaceret«.
Lede kommentarer
Når du nu synes, det er ubekvemt at stå på scenen, hvad gør du så for at forberede dig?
»Vi er ikke et band, der mødes og giver hinanden en pep talk. Vi har hver vores måde at håndtere nervøsiteten på. En time før showet bliver jeg anspændt og indadvendt, vi drikker lidt og prøver at slappe af, joke med hinanden. Vi er altid ret onde ved hinanden, kommer med lede kommentarer om hinanden - sådan en omvendt psykologi. Det modsatte af et gruppekram virker for os. Det er vores måde at psyke hinanden til jobbet. Vi prøver at komme ud af den negative nervøsitet-spiral, men man ved ikke, hvad der kommer til at ske, og man kan ikke kontrollere det. Nogle gang er det som om man bliver ramt af en lastbil på scenen. Andre gange kan man flyve«.
Kun få langsomme numre på Orange
Hvordan sammensætter I setlisten for at sikre en god koncert på Orange Scene?
»Det er Aaron (Dessner, guitarist, red.), som gør det. Altså jeg er konsulent, men han prøver at finde ud af, hvad der fungerer bedst. Vi vil gerne spille gamle numre, men vi anerkender også, at 90 procent af publikum ikke har de plader, selv om der vil være nogle superfans, som har fulgt os i mange år. Vi prøver at ramme den bedste time, vi kan give«.
Altså en omgang greatest hits?
»En stor udendørs festival i sollys betyder, at vi kun spiller et par af vores langsomme numre. Det bliver mere numre, der sætter gang i tingene. Aaron er god til at lave setlisten, og så vælger han som regel også de numre, han ved, jeg kan huske teksten til!«
Også efter en halv flaske vin?
»Ja, præcis«.
Tilbage efter tis
Hvad ville jeres kolleger sige om jer som festivalband?
»Hmm ...«.
Matt Berninger må igen gnide sig tænksomt i skægget, før han tøvende svarer:
»Arcade Fire har vi tit spillet sammen med på festivaler, og de har set os mange gange ... De ville nok opfordre os til at tilføre showet noget mere pomp og pragt. Måske ...«
Spørgsmålet synes for svært, men så kommer han i tanke om en stor koncert i Montreal for nylig. En koncert, hvor flere af Arcade Fire-bandmedlemmerne var noget foruroligede over The Nationals stil.
»Før ekstranumrene sagde jeg til publikum: 'Vi kommer tilbage lige om lidt, vi skal lige ud at pisse. Teknisk set er det ekstranumre'. Folk ved jo, at et band forlader scenen og kommer tilbage, og normalt vil de klappe og klappe og klappe, men denne her gang tænkte de bare 'nå, de pisser bare', og ingen klappede. Og Arcade Fire var helt fortørnede og sagde 'hvorfor siger I, at I kommer tilbage?' Men det ødelagde nu ikke noget. Folk stod bare og snakkede og ventede stille og roligt«.
Jeg noterer ærligheden som et plus. Som publikum kan det godt være ret udmattende at klappe i fem-ti minutter.
»Ja, og jeg vidste, at toiletterne lå et stykke væk, så det ville tage tid, inden vi kunne nå tilbage til scenen... Men Aracade Fire ville nok råde os til ikke at annoncere, at vi kommer tilbage, efter vi har tisset«.
Vil drosle ned
I et klassisk jobinterview ville jeg spørge om, hvor du ser dig selv om fem-ti år. Men i dansk optik er der ikke rigtigt noget større end Orange scene, så...
Men Berninger virker - sært nok - ikke helt vildt forhippet på at optræde på endnu flere, endnu større scener. Efter 15 år med talrige koncerter og turneer, vil han hellere drosle ned.
»Det har været altkonsummerende de sidste ti år. Jeg vil ikke være i et band, der altid er på vejene. Jeg vil ikke være sådan en musiker. Hvis alt går vel, så vil der være lange perioder, hvor vi er under radaren og så kommer stærke tilbage. Hvor lange de perioder skal være, aner jeg ikke. Man kan ikke fortsætte, som vi gør. Flere af os har børn nu, og vi kan ikke både være fædre og ægtemænd og samtidig jagte det sære og fantastiske job, vi har. Vi lever drømmen, men en del af det tager også kræfter ud af en normalt, sundt liv. Så om fem år håber jeg, at vi laver mindre, men gør det bedre«.
Hvordan bedre?
»Med det næste album har jeg en ny ambition om at genopfinde vores lyd. At bladre om på en ny side, at vi skal udvikle os og prøve nye ting af«.
Tv-serier og bål i haven
Alright. Nu har du fremhævet dine faglige kompetencer, men jeg vil også godt høre lidt om din fritid. Hvad er dine hobbies?
»Jeg socialiserer ikke så meget på rock'n roll-vis, hvad det så end er. Nomalt efter arbejde - altså koncerter - prøver jeg at få ro for mig selv. Jeg går i tourbussen og ser tv-serier på laptop'en. For eksempel 'The Mindy Project' (amr. sitcom, red.) 'House of Cards' og den slags. Jeg er stor Aaron Sorkin-fan, og selv hans dårlige ting elsker jeg. For eksempel 'The Newsroom', som er ret forfærdelig nu og da. Det bruger jeg fritiden på, når jeg altså ikke er sammen med min kone og datter«.
Og hvad så når du er hjemme i Brooklyn?
»Vi har et lille bålsted i baghaven, hvor vi bor. Og jeg elsker at sidde der og drikke vin og kigge på ilden. Det ville jeg gøre hver aften, hvis jeg kunne. Altså, når jeg løber tør for tv-serier. Jeg er ikke pyroman, men jeg kan sidde og se en kævle brænde, indtil den er væk. Det er meget afslappende og tilfredsstillende. Det er primalt. Det er min anden yndlingsbeskæftigelse ud over tv«.
Til allersidst: Hvad vil du sige, hvis du i én sætning skal overbevise mig om, hvorfor du er den rette til at stå på Orange Scene lørdag 6. juli kl. 19.30?
»Fordi jeg... «
Matt Berninger tøver, men så kommer det selvsikkert og med tyk ironi og et nærmest diabolsk glimt i de små, lysende blå øjne:
»Fordi folk kan lide at se mig smadre ting, skrige hovedet af mig og synge virkelig depressive sange - og jeg kan lide det«.
fortsæt med at læse
