Har I lyst til at komme med os til den næste koncert«, spurgte saxofonisten Bob Mintzer det hujende publikum i et fuldkommen udsolgt Jazzhouse i begyndelsen af andet sæt og høstede endnu flere klapsalver og begejstrede tilråb end før sit retoriske spørgsmål.
Og den sindige og koldblodige Bob Mintzer så næsten beklemt ud midt i al den overstrømmende jubel. Men beklemt var han ikke, når han tog hornet til munden. For da var der saft og kraft i hans Coltrane-prægede fraseringer og sans for at forme soloer med idé.
LÆS OGSÅ Hør den nye gamle 'third stream'-tendens i jazzen
Og det gjaldt generelt for de gule hvepse, dette over tredive år gamle orkester, som i kraft af sit renommé og sin elegante og velspillede jazzfusion fortsat kan samle fulde huse. Også i Danmark.
Man stod nærmest som sild i en tønde under den stoleløse koncert. Egentlig unødvendigt og ubekvemt. For publikum dansede jo ikke. De lyttede. Bortset fra dem, som knevrede højlydt og blev tysset på.
Energisk shuffle
Yellowjackets åbnede med en energisk shuffle. Krumtappen og den flittige komponist Russell Ferrante ved flygel og keyboard. Mintzer på tenorsaxofon. William Kennedy bag trommerne, og det nye medlem som afløser for Jimmy Haslip, Felix Pastorius på seksstrenget elbas, søn af baskoryfæet Jaco Pastorius.
Og fra første tone var der energi og klarhed i lyden i dette tætte, lille band med fokus på legende jazzdyder i sammenspillet. Det er Yellowjackets kendt og respekteret for, og det var der ikke lavet om på, selv om det var mærkbart, at Felix Pastorius er en anden slags bassist end Jimmy Haslip.
Pastorius slægter sin berømte far på med et virtuost trippende fingerspil og en potent lyd. Hans bas er mere metallisk og åben i klangen end hans forgængers. Og selv om Pastorius tog kegler med sin ekvilibrisme, der fik kæber til at hænge, så har han ikke det samme drøje drive i musikkens bund, som gjorde Haslip til så eminent en partner til William Kennedy med det energidrevne og dog luftige trommespil.
Og selv om Yellowjackets fortsat er et vitalt liveband, kommer man ikke uden om, at der er en vis redundans i musikken, som ikke har forandret sig synderligt med årene. I koncertens repertoire var det endog tydeligt, at de bedste kompositioner daterer sig en del år tilbage.
Swingende groove
Således var aftenens højdepunkt sammen med det herligt swingende groove, der åbnede koncerten, den episke ’Greenhouse’, indspillet i 1991 på en af gruppens bedste og mest ambitiøse plader af samme navn, hvor i øvrigt Bob Mintzer er med for første gang, og hvor et symfoniorkester under ledelse af Vince Mendoza anvendes på smukkeste vis.
’Greenhouse’ viste det potentiale, som gruppen har til at kunne levere enkle, sangbare temaer, serveret med avancerede harmonier og rytmestrukturer på en måde, så alt lyder let og ligetil. Og en nostalgisk følelse af melodisk lyrik skyllede ind over publikum, da gruppen istemte den smukke ballade ’Geraldine’, indspillet på ’The Spin’ i 1989.
LÆS OGSÅ Ny jazzklub laver koncertkanal - ligesom konkurrenten
Og det er netop sådanne afspændte numre, der gør Yellowjackets til mere end et hårdkogt jazzrockorkester, der spiller med biceps og lårmuskler, men også til noget andet og mere end et lamt poporkester.
Der flyder en seriøs musikalsk åre i de gule hvepse, og de tog stikket hjem i Jazzhouse. Hvad de sikkert også gjorde i går aftes som finalen ved dette års Tversted Jazzdays i det nordjyske. Vi er dog nok nogle, der trods alt håber, at Jimmy Haslip vender tilbage til gruppen. Det er bare ikke helt det samme uden ham.
fortsæt med at læse
