En af de mest spændende tendenser i jazz- og improvisationsmusikken i disse år er den såkaldte crossover eller third stream mellem jazz og kammermusik.
Det er en gammel og tidligere noget udskældt disciplin, som ikke desto mindre, mens årene er gået, har vist sig som en spændende ’tredje vej’ mellem rendyrket jazz og rendyrket partiturmusik.
Broen mellem de to musikalske verdener er blevet kortere.
Ja, i dag er jazz i manges øjne også en slags kunstmusik. Men det kræver ambition og dygtighed at bevæge sig ind i dette krydsfelt, hvor fornyelser kan ske.
En framragende indspilning
Det har den 38-årige pianist Jacob Anderskov vovet med sit nyeste projekt, ’Strings, Percussion & Piano’, som han præsenterede så flot første gang under Copenhagen Jazz Festival 2012.
Musikken foreligger nu på en fremragende indspilning med Anderskov selv på flygel, Peter Bruun på slagtøj, Christine Pryn på violin, Anette Slaatto på bratsch og Ida Nørholm på cello.
Nok er der tale om en klangligt fascinerende musik, skrevet og arrangeret af Anderskov med sans for æstetisk skønhed og melodisk følelse. Men den har i tilgift en grublende og knugende stemning, som vil mere end blot at behage.
Jazz-jubilarer foldede sig ud som ukrudtsplanter og vilde blomsterSelv har Jacob Anderskov anført bl.a. Bartok og Stravinsky som væsentlige inspirationskilder. Og Anderskov, der selv har spillet violin som barn, har afgjort sans for at skrive for strygere.
Pryn, Slaatto og Nørholm er som tørstige dyr, der drikker dybt af materialet og går i dialog med Anderskovs fabulerende klaverspil, mens pulsen kribler og bumler insektagtigt i Peter Bruuns slagtøj.
En ny dimension
Strygerarrangementet i den åndeløst smukke ’Waldhorn (This is a title, not a waldhorn)’ har næsten glimt af en inderlig Haydn.
I den dragende ’Hungarian Conditions’ fornemmes Bartok og Bach i musikken. ’Impermanence I’ byder på rastløst virrende drama, og pladen munder ud i den lange, eftertænksomme meditation ’Post Industrial Stone Age’.
Københavns travleste jazz-spillested har 100 koncerter på 10 dageDet hele opleves som en stærk og sammenhængende suite. Med denne gennemarbejdede musik føjer Jacob Anderskov en ny dimension til sin i forvejen knopskydende karriere, der også følges med interesse i det internationale jazzmiljø.
Pladen fås på både cd og vinyl, sidstnævnte med en skæring mindre, men der medfølger en downloadkode til alle numre.
Sprøde håndklap
Også pianisten Søren Møller har udsendt en bemærkelsesværdig plade, den melodisk charmerende ’Résumé’, hvor driftige rytmer og improvisation flettes smukt sammen med stryger- og hornarrangementer.
Møller arbejder ikke i så originalt og personligt et tonesprog som Anderskov, men den boblende kreativitet og skaberglæde har fysisk nærvær.
Møller forener sin skandinaviske herkomst og New York, hvor han har tilbragt ti år. Han har især spillet mainstreamjazz, men også komponeret moderne kormusik og arbejdet med den klassiske blæserkvintet Kirin Winds i sin suite ’Christian X Variations’ (2009).
Skandinaviske jazzmusikere folder sig udDer er mange fine detaljer. De sangbare temaer. Strygerne, der tilføjer en episk dimension.
Måden, Møller i starten af sin solo i ’Deep Water’ lader klavertonerne hænge og blive en del af det omgivende akkompagnement på, før han folder sig ud. ’Clapping’ med sprøde håndklap og markante strygerfigurer i åbningen – måske en hilsen til Steve Reichs ’Clapping Music’ fra 1972?
Og den afsluttende ’Drone’, der starter blidt, men fosser stadig stærkere med Gerard Presencer som trompetsolist.
Kærlighedsaffæren med billedkunsten
Den danske jazzmusiker, der siden 1990’erne mest vedholdende og med størst talent har arbejdet med kammermusikalsk crossover, er afgjort 44-årige Jakob Davidsen.
Hans udgivelser fra de senere år med gruppen Mangfoldighed og nu – for anden gang – med Kammerat Orkester, har holdt et højt og begavet kompositorisk niveau.
'Se kunsten med nye ører’, som udgivelsen hedder, rummer tonesætninger af især danske maleres værker fra det 20. århundrede.
Meyers 'Nomajazzsted' har booket Clint Eastwoods sønDenne programmusik knytter således an til jazzens sporadiske kærlighedsaffære med moderne billedkunst.
Stykker som ’Lundstrøms kvinder’, ’Indtryk af Cobra’, ’Det minimalistiske rum’, ’Stalingrad’ og ’Forestilling om Saraceno’ antyder spændvidden fra fortolkninger af ophøjet modernistisk enkelhed hos Lundstrøm over eksplosiv Cobra-kunst til de spektakulære installationer af argentineren Tomás Saraceno, som har udstillet på Statens Museum for Kunst.
Knap så overbevisende
Atter er der tale om gennemarbejdet og udfordrende musik, skrevet af Davidsen og udført af hans faste og originale besætning med – foruden ham selv på piano – blæserne Peter Fuglsang på klarinet, Jakob Munck på basun og tuba og Lars Andreas Haug på tuba samt cellisten John Ehde og trommeslageren Knut Finsrud.
Dog oplever jeg ikke musikken så engagerende og overbevisende, som på orkestrets prisbelønnede debutudspil fra 2011.
En undtagelse er den stærke tolkning af Jorns rystende billede ’Stalingrad’. I den forbindelse savner man at kunne se den portrætterede kunst med øjnene (gengivet på cd’en eller via et link på nettet) – ikke kun med ørerne.
Men måske er det netop meningen, at man skal danne sine egne indre billeder.
Påklistret jazz
Også den svenske komponist Anna-Lena Laurin lader jazz, partiturmusik og kunst mødes i sit symfoniske værk ’The Painter’ om Vincent van Gogh. Hardboptrompetisten Anders Bergcrantz er solist i front for Norrlandsoperans symfoniorkester.
Han har ikke voldsom meget at arbejde med, men tonen og fraseringen er dog langt bedre, end hvad den noget sprukne og falmede Bergcrantz kunne byde på under Copenhagen Jazz Festival i juli.
Jazzikon får den kolde skulder af sine kollegerDen til tider pompøse og brusende orkestrering minder om filmmusik, og er først og fremmest konventionel at lytte til.
Jazzpræget virker påklistret, ikke integreret i stoffet.
Nuancerede arrangementer
Den kunst magter til gengæld den glimrende tyske basunist og arrangør Nils Wogram med sit nye orkesterprojekt Root 70 With Strings.
Tidligere har han med Root 70 kastet sig over stilformer som bebop og blues. Nu er turen kommet til ’Third Stream’.
På pladen ’Riomar’ kombinerer han levende jazzspil med en strygertrios sofistikerede udtryksmuligheder fra Bach til Webern i en række frække og nuancerede arrangementer.
Skulle man savne noget, er det en lidt større personlighed i det solistiske.
Jazzmæssigt er der hilsner til både sval vestkystjazz, Ellingtons klangkunst og Charlie Mingus' mere robuste ensemblelyd.
Det forhindrer på ingen måde, at musikken fremstår med et friskt og nutidigt udtryk, bragt til live af de glimrende musikere, heriblandt altsaxofonisten Hayden Chisholm, bassisten Matt Penman, violaspilleren Gareth Lubbe, der også magter kunsten at improvisere, og Wogram selv med et bevægeligt og velklingende basunspil.
fortsæt med at læse
