Sammen med Beynon og Teilmann betonede hun ikke så meget det mystiske, som da samme sonate blev spillet i samme sal for små 14 dage siden af den engelske fløjteguru William Bennett, men så meget desto mere virkede fortolkningen klar og sikker. Kun skulle man nok tættere på, end hvor jeg sad, for rigtig at mærke musikkens nerve. Det bedste var Beethoven udsat for blæserkvintet med fabelagtige farveskift. Hvad vi hørte, var et arrangement af Beethovens opus 4, strygekvintetten i Es-dur, som igen er en original omkomponering af blæseroktetten op. 103. Svært at hitte rundt i, og hvem havde mon lavet arrangementet? Nå, flot var det i hvert fald. Både fagotten og resten af banden skal roses for en dejligt rapfodet prestoslutning, og så fik vi endda Janacek til allersidst: Tilbageblikket 'Ungdom' præsenterede sig som en hel lille symfoni for blæsersekstet med Schick på piccolo i en sprudlende vivace og René Højlund på lakridspibe, læs: basklarinet. Med et betydeligt spænd fra det høje gear til det dybe vemod forløste blæserne tjekkens kongeniale billede af teenageårenes ekstremer - eller sukker den gamle Janacek i denne musik snarere ved tanken om sin unge veninde Kamila, som han, trods sit ægteskab med en anden kvinde, betænkte med daglige breve?