Jo, tak. Selvfølgelig var der mildt sagt en verden til forskel på de to fora, som Forum lagde sin solide ramme om lørdag og søndag aften i forgangne weekends optog af stjerner. Fra Kylie Minogues diskofile danseshow lørdag til Roger Waters' eftertænksomme mastodont søndag aften samme sted. Og dog. På forunderlig vis kom de to i og for sig topmoderne koncertproduktioner til at repræsentere hver sin side af 1980'ernes popetik. Den politisk dogmatiske, vi kender fra filmversionen af 'The Wall' og overdreven candyfloss fra pistolen med pastelfarvelade. Med Waters, der kan tælle til tre på tysk som sine yngre disciple i Rammstein, stående på en mur højt over bandet i rødligt storbysceneri tog vi hul på det, der, som åbningsnummeret antydede, gerne skulle være 'In The Flesh'. Muligvis forstået på den måde, at der inde bag den forkromede supertanker med al rockens intellektuelle råmateriale som ballast, 'M/S Pink Floyd', gemte sig i hvert fald et menneske. Roger Waters er navnet på manden, som har skrevet nogle af de største og mest storladne hymner til menneskets angst over for den moderne verden, dens teknologi, maskiner og fremmedgjorthed, der fryser selv krige ned, så de bliver kolde. I Forum kastede manden, som holdt koncertpause fra 1993 til 2000, gruppens panser af sig. Og fremstod som menneske, 58 år, rank, mager, grånende, distingveret og sortklædt brite med enkelte hoftesving og skødesløse vinkebevægelser til det begejstrede og loyale publikum, han vist altid har haft det lidt anstrengt med. Måske fordi der altid har været et ihærdigt kontingent af alvidende og evigt analyserende nørder i kølvandet på 'M/S P.F.' Ironisk nok virker Roger Waters' distancerede optræden da også nærmest som en hån mod publikum og koncertformen. Mest udtalt, da Waters og tre af musikerne satte sig ved et bord på scenen og fik et spil kort, mens keyboardspilleren fik lov at trylle videre med de ambiente klangflader, der har dannet skole for mange i den elektroniske musik. Måske nok en provokation, men i så fald en temmelig søvndyssende og malplaceret en af slagsen. Ligesom Roger Waters' pompøse billedvalg og filmstumper bag scenen. Eksempelvis i 'Perfect Sense (Parts 1 and 2)' med jubelscener på en bar, hvis fjernsyn viser henholdsvis billeder fra en sportskamp og raketregnen over Bagdad under Golfkrigen. Pointer så subtile og underspillede som Finn Nørbygård i en kampvogn med banneret 'Befri Jylland!'. Musikken bag den belærende kaptajn Waters kunne man dårligt indvende meget imod. Ud over at det var en grusom forudsigelig forlængelse af livealbummet 'In The Flesh' fra i fjor. Vi fik med andre ord hele klassikerkataloget med en opvarmning fra 'The Wall' over 'Pigs on the Wings, Part 1', 'Dogs' til 'Shine On You Crazy Diamonds' i to dele med 'Welcome to the Machine' og 'Wish You Were Here' i mellem. I anden afdeling fik vi en serie af Waters' solosange og flere klassikere: 'Money', 'Time' og 'Comfortably Numb'. Spillet stort set tone for tone og solo for solo, som Pink Floyd med David Gilmour på guitar gjorde det engang. Ikke underligt, at alle de rutinerede og udsøgte musikere, inklusive Waters selv, så ud, som om de kedede sig bravt i lange perioder. Guitaristerne Chester Kamen og Snowy White på sin Les Paul fik dog spillet sig varme og kunne tilsammen næsten gøre det ud for David Gilmour. Men også kun næsten. Undertegnede savnede i hvert fald Gilmours umiskendelige feeling og engagement. Roger Waters selv viste sig at være en habil bassist, og som vokalist har han stadig fordums styrke. Teknisk set en udmærket aften i selskab med sange, der stadig er gode, men hvis patos og prædiken virker mildt sagt bedaget. Men også en aften om bord på en tungt lastet supertanker i så dødt vand, at man fik lyst til en lang svømmetur udenfor i den spillevende sommeraften. Måske den flinke hr. Floyd fra Plejehjemmet Pink vil med? Nej, han er vist gået til ro.