Franck bevarede imidlertid roen, selv under disse hidsige omstændigheder, og han forstod ligeledes at udnytte materialet mere varieret. Andet nummer, Francks 'Crystal Ball', gik i et mere roligt tempo, mens man i det tredje, Francks 'Fahrenheit 451', igen var oppe i de høje omdrejninger. Indtrykket var fortsat, at patentfraserne fyldte lovlig meget op i Okuns spil, men trommespillet virkede nu mere afbalanceret, og det blev tydeligt, med hvilken sikkerhed Revniouk formåede at fastholde stabiliteten i sit basspil - og dermed i hele gruppen. Det var også Revniouk, der svarede for første sæts ballade, der omsider lod os høre, hvor fornemt Onuk beherskede sit instrument, når han ikke gik til yderligheder. Og selv om han derefter mod slutningen af sin solo i Rollins' 'Airegin' igen var tilbøjelig til at forcere, hvor mindre kunne have gjort det, så viste han sig forinden i fire, fem kor som en aldeles fremragende, afspændt spillende improvisator. Til gengæld må man håbe, at Golovnya får lært noget af sit samvær med Franck. Talentet er der afgjort, men han overdriver sine staccato fraseringer hæmningsløst, og når ivrigheden løber af med ham, kniber det også gevaldigt med at styre timingen.