De »tre mærkelige indvandrere«, som Waqas Qadri kaldte sig selv og vennerne Isam Bachiri og Lenny Martinez, havde da også skabt et tjekket og imødekommende show med hyggelige skits - små, planlagte jokes - og grundigt indarbejdet publikumsdeltagelse: Vi skulle, og kunne næsten også, synge med på klassikeren 'Walou' og nye træffere som 'El Moro' og 'Guantanamo'. Trioen havde medbragt dj og korsanger, der gjorde deres job uden at være prangende, mens det konstant returnerende køleskab af en gæsterapper, Majid, fungerede fint som veloplagt spradebasse. Men det var det navnløse ekstranummers kvarttonesanger, der var aftenens mest interessante input udefra. Fuldkommen virtuost gled han ind i hip hop-konteksten og skabte en sammensmeltning på et andet og højere niveau. Outlandish er blevet mere sikre på sig selv: Nervøsitet er afløst af overskud, hjertevarme og pæredansk selvironi, især nød Waqas rollen som jovial entertainer, der ikke var bange for at erkende en smutter: »Ja, okay, jeg fuckede op. Jeg er familiefar og alt muligt, jeg kan jo ikke nå det hele på én gang, vel?«. Af og til kammede kærligheden scene og sal imellem helt over i boyband-eufori - med den skarpt rappende Lenny som pigernes favorit. Opstemtheden har dog ikke gjort Outlandish bange for alvoren: I de mere personlige numre 'Eyes Never Dry' og 'If Only' var blikket fast, mens de tre efter tur gled fra mørket og ind i et fastlåst spotlys for at aflevere deres beretninger. En glimrende og enkel måde at skabe et intimt rum på en scene. Det er mærkeligt, at Outlandish i dag, tre år efter deres pladedebut på soundtracket til 'Pizza King', står på scenen som publikumsfavoritter, men det gør de, og et par usikkerhedsbøffer til trods er der lagt i ovnen til et regulært triumftog, når trioen afslutter turneen i samme koncerthus' store sal til december. Det er i hvert fald mere end svimlende at forestille sig en tre gange så stor sal pakket med tre gange så god karma.