I virkeligheden er han også skuespiller. Gad vide, hvornår vi ser ham folde sig ud i dén metier. For eksempel i en ny dansk film? Det er ikke usandsynligt. Det ligger for ham. Man ser det, når han hopper fra sin dirigentplads i orkestergraven op på scenen i Det Kongeliges aktuelle lav-sjov-udgave af 'Barberen i Sevilla'. Kropssproget er klart og affekteret. Og frem for alt entydigt. Derfor virker det, når han i rollen som dirigent danser foran et orkester. Stående op vifter han med den ene hånd i luften, mens den anden griber i cembaloets tangenter. Skulle det være noget problem? At finde rundt i akkorderne, orkestrets linjer og sangernes melodier på én gang? Ikke for Lars Ulrik Mortensen. Når han danser, forløses musikken. Søndagens koncert var viet komponisten F.L.Ae. Kunzen, der som en af adskillige tyskfødte komponister satte gang i dansk musikliv, mens dagsordenen endnu var mere klassisk end romantisk. Kunzens opera 'Holger Danske' i Det Kongeliges nyopsætning står stadig som en rædsel i erindringen på grund af Kirsten Dehlholms historisk ufølsomme scenografi, der effektivt smadrede drømmen om en genoplivning på operaens og musikkens vilkår. Så meget desto mere forløsende var det med to uddrag af det Mozartagtige partitur som genhør fra Radiohusets koncertscene. Jakob Næslund og Johannes Mannov som henholdsvis helten Holger og våbendrageren Kerasmin genoplivede de musikalske minder med veldoseret skuespil fra Mannov og stemmemæssigt overskud fra begge herrer. Den unge sopran Anne Mette Balling, der har en glimrende Mozartstemme, var en dejlig prinsesse. Hun klarede også koloraturerne, og sådan endte det musikalske eventyr i Kunzens trylleopera godt. Kunzens vækgemte syngespil 'Dragedukken' besidder mere sødme og enkelhed, i hvert fald vurderet ud fra de tre arier, hvormed solisterne introducerede sig selv i koncertens første del. Også her flød musikken let og udtryksfuldt, og kun i de mest oppiskede tempi faldt orkestret og Mannov lidt fra hinanden som i skomagerarien 'Først jeg Mesterstykke gør'. Måske fordi dirigent og solister ikke kunne se hinanden, simpelthen. Og minsandten om ikke man sporede en særlig dansk, romanceagtig tone i 'Midnattens Måne gik Skyen forbi' fra 'Erik Ejegod', som Jakob Næslund foredrog. Populær er Kunzen ved at blive under etiketten Nordens Mozart. Og meget Mozart er der ganske rigtigt i hans 'Ouverture over et tema af Mozart' og i hans eneste fuldendte symfoni, der - utraditionelt for tiden dengang - står i en moltoneart, g-mol. Koncertouverturen er dramatisk og vital og minder i den grad om det wienerklassiske forbilledes operaouverturer. Den lille symfoni står sig stærkest i den langsomme sats med de smukke obosoli og i finalen, som Lars Ulrik Mortensen udstyrede med en koket og overraskende turneret slutning. Så lidt skal der til, for at musikken letter og lever. Lars Ulrik gør forskellen. Faktisk kan han vist slet ikke lade være.