Contemporánea, der med klarinet, violin, kontrabas og slagtøj specialiserer sig i elektronisk bearbejdet musik, gav i mandags koncert i New York, og på falderebet fik et dansk publikum et kig i nodekufferten: Dér lå en broget, blækvåd blanding af dansk og amerikansk musik indledt af Iannis Xenakis' fascinerende slagtøjsklassiker 'Psappha' i en dejlig tør elektrisk opfriskning. Robert Rowes fabulerende polyfoni illustrerer præcist titlen 'Trains of Thought', og Cort Lippes orgiastisk udisciplinerede opfindsomhed i 'Music for Contrabass & Computer' kan karakteriseres som 'laboratoriemusik med løve', men et par af de yngre danskere havde nok mere på hjerte end disse to nonchalant teknikbegejstrede 50-årige. Svend Hvidtfelt Nielsens stærkt emotionelle og atmosfæreladede komplekser af ofte ret enkle elementer i 'Kainssange' gjorde indtryk med deres sammensmeltning af rockens ekspressivitet og en raffineret og bevidst formteknik. Og Morten Skovgaard Danielsen, den unge generations enfant terrible, arbejder økonomisk og blandt andet derfor fængslende med tilsyneladende uforenelige lag, hvis indbyrdes frastødning får musikken til at gro og sprede sig som en vifte, også her udpræget ekspressivt. Ejnar Kandings tekniske og sanselige nysgerrighed i 'Gaukler' kan minde om Lippe, men danskeren er i endnu højere grad tilbøjelig til at drukne i mulighedernes mylder. Og Martin Lohses 'Tiempo de hielo' er påfaldende veg og idyllisk for at være en istidsfantasi - mere ringlende julepynt end kulde og hårdhed.