'Hvad er meningen' er et spørgsmål, som det slet ikke skulle være nødvendigt at stille sig, når et kunstværk taler til én med tilstrækkeligt overbevisende styrke. Helt lykkedes det dog ikke at undgå det under koncertens første afdeling, hvor Copenhagen Art Ensemble præsenterede tre værker af Irene Becker. Det første, 'Moonrise', fremført af et mindre udsnit af det store orkester, vekslede mellem fanfareagtige motiver og solokadencer, men det bar i for høj grad tilfældighedens præg for at blive rigtigt vedkommende. I det andet værk, 'Lullaby for Tchicai', der var skrevet for en noget større besætning, måtte man spørge sig selv, om det virkelig var tanken, at Lotte Anker i sin sopransaxofonsolo skulle fremstå så afmægtig over Anders Mogensens enorme kraftudfoldelser ved trommerne. Mogensen er med sit levende spil en absolut gevinst for orkestret, men her burde det have været Ture Larsens opgave som dirigent at gribe ind. I det hele taget savnede jeg en strammere styring. For der var mange gode idéer, der fik lov til at udvikle sig ud over det punkt, hvor de fortsat var bæredygtige. Men det må også med, at John Ehde bød på fremragende cellospil, der udfyldte øjeblikket til bristepunktet. Denne afdelings hovedværk var imidlertid 'Melting Point', nu for det fuldt besatte orkester, og det blev en pragtfuld oplevelse. Sjovt nok fik det mig til at tænke, at Stravinsky engang skrev et af sine værker, 'Ebony Concerto', for Woody Hermans orkester. Jeg syntes at kunne genkende visse træk fra Stravinsky, der også gav sig til kende i den farverige orkestrering af musikken, men hos Irene Becker var der samtidig en langt dybere jazzfornemmelse, der blev forløst på smukkeste vis af ensemblet. Efter pausen var det svenske Mats Gustafsson, der overtog orkestret i tre værker som komponist, dirigent og - i det sidste, 'Bird Tones', - også som saxofonist. Og netop 'Bird Notes' danner en nøgle til Gustafssons kunst. Det var tilegnet Bengt 'Frippe' Nordström, en mand, der blev fuldstændigt besat af tenorsaxofonisten Albert Ayler, da han hørte denne i Stockholm i 1962, og som stod bag Aylers første pladeindspilning, 'Something Different', på sit plademærke 'Bird Notes'. Gustafsson har tilegnet sig Aylers sprog, men mens Ayler må beskrives som en musiker, der var i sine følelsers vold, så er Gustafsson det stik modsatte. Et levende paradoks i den forstand, at han har intellektualiseret Aylers metodik, og samtidig en skikkelse med en nærmest karismatisk udstråling, der indtil den mindste detalje er sig sine virkemidler bevidst. For selv når det gik mest kaotisk til, var begivenhederne formet med et overblik - og dermed også en distance, der gav det musikalske udtryk en flerdimensional karakter. I det første af hans stykker var det ikke til at sige, om det var hans direktion, hans kropssprog og signalgivning, eller selve musikken. der fængslede mest. Det begyndte helt minimalistisk for at gennemgå en lang række præcist timede udviklingstrin, før det sluttede med et kønt, folkloristisk tema. Det andet stykke var ren performance, hvor musikerne, iført høreværn, spillede på et niveau, der knap nok var en hvisken. Spøgen blev trukket lovlig langt ud, og heller ikke 'Bird Tones' kunne sige sig helt fri for ind- imellem at gå i tomgang. Men spændende var det. Og det havde det danske ensemble, som forstod at følge Gustafssons intentioner til punkt og prikke, sin afgørende andel i.